Ny episk trailer til ‘Dawn of the Planet of the Apes’!

Konflikten mellem aber og mennesker eskalerer.

I 2011 fik vi et nyt og intelligent prequel-reboot af ‘Planet of the Apes’ med Rupert Wyatts ‘Rise of the Planet of the Apes’.
Filmen forsøgte at gøre hele konceptet i Planet of the Apes-universet plausibelt; aberne bliver lige så smarte som mennesker, og begynder at overtage verdenen.
Filmen blev modtaget med stor ros, både pga. dens manuskript, Andy Serkis’ (Gollum i ‘Lord of the Rings’-trilogien) præstation som aben Ceasar vha. motion capture-teknikken samt skabelsen af alle de andre aber, der optræder i filmen.

I år har vi så opfølgeren i vente, og i denne nye episke trailer til ‘Dawn of the Planet of the Apes’ lægges der ikke skjul på, at aber og mennesker ikke kan leve i harmoni med hinanden. Kræfter fra begge lejre ønsker den anden lejr død, og det ser ud til at Malcolm (Jason Clarke fra ‘Zero Dark Thirty’ og ‘Lawless’, begge fra 2012) og Ceasar får sin sag for sig, da de kæmper for fred mellem aber og mennesker.

Denne gang har Matt Reeves (instruktøren af ‘Cloverfield’ fra 2008 og ‘Let Me In’ fra 2010) stået bag kameraet, og studiet 20th Century Fox skulle angiveligt være så tilfredse med resultatet, at de også har hyret ham til at styre løjerne på den uundgåelige tredje film.
Ud over Jason Clarke og Andy Serkis optræder også Gary Oldman, Kodi Smit-McPhee, Toby Kebell og Keri Russell i filmen.
Rick Jaffa, Amanda Silver og Mark Bomback har stået for manuskriptet. Både Jaffa og Silver stod bag manuskriptet på ‘Rise of the Planet of the Apes’, samt manuskriptet til den nye Jurassic Park-film, ‘Jurassic World’, der udkommer i 2015.

‘Dawn of the Planet of the Apes’ får dansk premiere d. 17. juli 2014.