Queer Eye
Copyright: Netflix

Serieanmeldelse: Queer Eye sæson 6

Hvad handler den om?

The fab five hjælper mennesker som trænger til en make-over i deres liv. Det er mennesker som er gået i stå i livet, eller har brug for et lille skub til at finde kærligheden til dem selv. De fem mænd har hver deres specialitet som de hjælper med; boligindretning, mode, grooming (hår og ansigt), mad og livstil/kultur.

Denne gang tager the fab five til Texas. Optagelserne begyndte i marts 2020 og måtte stoppe pga. corona. Først i maj 2021 begyndte de igen at optage, og sæsonen er i høj grad farvet af corona-krisen.

Queer Eye
Copyright: Netflix

Kan jeg anbefale den?

‘Queer Eye’ er amerikansk følelseporno. Og alligevel sidder jeg nu og har set 6 sæsoner (plus 2 specials) med de fem farverige mænd. For ‘Queer Eye’ er følelsesporno med noget på hjerte, og hvor de tårer der dukker op under hver episode faktisk føles ægte. (Jeg græder også selv til næsten hver afsnit). Jeg har en følelse af, at de 5 mænd i sandhed ønsker at hjælpe folk og interesserer sig for dem – det hele føles ægte og troværdigt. På trods af at selve konceptet selvfølgelig er opsat.

Samtidig møder de fem mænd deltagerne på deres præmisser og deres niveau. Der bliver ikke trukket et eller andet ekstremt ned over hoved på dem. Ingen vild make-over så de ligner modeller, ingen forventninger om, at de skal lave festmåltider eller have en have, som kræver 2 timer om dagen at holde.

På trods af at de fem homoseksuelle mænd har store personligheder, så kan de finde ud af at give hovedpersonen – den der skal hjælpes – plads. Det formår selve programmet i sig selv at gøre, og det synes jeg virkelig er dets styrke. Jeg ser en tendens i amerikansk talkshow, hvor det er værten der er stjernen og gæsterne blot bliver udnyttet og fremstillet, så værten kan shine. Sådan føles det ikke med Queer Eye. Der er en historie og en fortælling ved hver menneske, og det er den der er fokus på.

Queer Eye
Copyright: Netflix

Nogle af historierne er naturligvis mere rørende og specielle end andre. Nogle meget corona-relevante. Bl.a. besøger de en gruppe unge studerende, som forsøger at stable et prom på benene – i en tid hvor ingen af eleverne på skolen har mødt hinanden, fordi corona har tvunget dem til at have hjemmeundervisning. Denne episode skiller sig meget ud, da det er en gruppe af studerende og lærer der er i fokus. De besøger også en kvinde med et asiatisk bageri, som er blevet udsat for hate crime. Den historie der påvirker mig mest er dog en transkønnet kvinde, som skal finde sin kvindelige identitet, og hvis far ikke har ville se hende i et år. Jeg synes det er nogle inspirerende og rørende fortællinger ‘Queer Eye’ sæson 6 fortæller, og man kan spørge sig selv: hvordan er det her koncept ikke blevet kedeligt og ensformigt endnu? Det må betyde, at det kan et eller andet. 

Kort fortalt
'Queer Eye' sæson 6 fortsætter i det samme spor som de tidligere sæsoner, og det hele holder stadig. Jeg bliver stadig rørt når jeg ser de fem mænd hjælpe mennesker med at komme videre i livet. Fokus på mennesker man kan identificere sig med, og som virker ægte, gør at serien forbliver troværdig og kan røre en, uden at den bliver ekstrem og overdrevet. Jeg synes personerne og programmet fremstår sympatisk, og det er det der gør, at jeg stadig gider at se det efter alle disse sæsoner.
Samlet bedømmelse
LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
5