‘The Batman’ spejler sig I Christopher Nolans film om superhelten

I et nyt interview med Yahoo! Movies fortæller ‘The Batman’ instruktøren, Matt Reeves, at filmen hylder Christopher Nolans måde at håndtere Batman på. Reeves sagde, at han synes, det er på tide, at superheltegenren gør mere, end der forventes af den.

Reeves mener, at man hos de forskellige filmstudier har en meget smal vision for hvad superheltefilm kan og skal. Genren har potentiale til at kunne mere og at være noget langt større—man kan blandt andet bruge genrens metaforer til at tale om enormt mange tunge emner.

Han tilføjede, at i modsætning til mange andre projekter—uden at nævne navne—så fik Nolan sat sit helt eget præg på sin trilogi (‘Batman Begins’, ‘The Dark Knight’, ‘The Dark Knight Rises’). Reeves er udmærket godt klar over, at det univers han instruerer en film i allerede har en meget klar tone og vision, der blandt andet er skabt af instruktører som Zack Snyder. Men han vil gå til filmen med samme indstilling som Nolan—han vil give filmen sit eget perspektiv og sin egen stemme i en ellers studiedomineret filmverden. Reeves har også sagt, at Bruce Wayne i den anledning vil vende tilbage til sine noir detektiv-rødder i ‘The Batman’.

‘The Batman’ er sat til at have premiere i 2019—selvom Ben Affleck tidligere har forladt instruktørstolen og manuskriptet måtte omskrives fuldstændig.