"What's up, Doc?"

Filmanmeldelse: Inherent Vice - Filmpuls


dramedy Inherent vice plakat og trailer på filmpuls.dk

Skrevet den 12 februar, 2015 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Inherent Vice

“What’s up, Doc?”

’Inherent Vice’ er baseret på krimi-romanen af samme navn, skrevet af den anderkendte amerikanske kultforfatter, Thomas Pynchon. Hans værker består ofte af tætpakkede og komplicerede flergrens-fortællinger, der hidsigt krydser ind og ud mellem hinanden, og næsten altid leveres med masser af mod og modernitet – det er en ret så unik stil, bestående af kaotiske tanker og kontrollerede tilfældigheder, der alle udspringer direkte fra forfatterens skarpe hjerne. Dette er også hvad der ultimativt gør det svært at følge og forstå hvert et ord i Pynchons værker, for slet ikke at tale om den endelige og nødvendige sammenslutning af de ”tusindvis” af tråde der er opstået gennem historien. Det er også derfor, at vi aldrig har set en instruktør filmisk forsøge sig med en respektfuld gengivelse af det ubegribelige, som er at finde i Pynchons nærmest surrealistiske litterære scenarier… Indtil nu.

Historie

Vi befinder os i L.A. midt i de sidste krampetrækninger af de psykedeliske 60’ere, og paranoiaen har som et dårligt trip overtaget festen. Vi starter ud i den filmfiktive by, Gordita Beach, hvor den gådefulde Shasta Fay Hepworth besøger sin desillusionerede og hash-rygende ex kæreste, Larry ”Doc” Sportello, for at bede om hans hjælp. Hun har nyligt indledt en affære med milliardæren Mickey Wolfmann, og har i den forbindelse fået færten af en skummel plan, lagt af Wolfmanns egen kone og hendes nye kæreste. De vil kidnappe Wolfmann, for derefter at få ham indlagt på et sindssygehospital. Med en stilling som privatdetektiv og en svaghed for ex kærestens overvindende evner, vælger den kære Doc at undersøge sagen. Men så snart han har fået foden inden for denne svært konfunderende katastrofe, er det helt igennem umuligt at finde vej tilbage til overfladen igen. Docs furiøse søgen efter svar, efterlader ham med endnu flere spørgsmål end da han indledte efterforskningen, og ved hver en sten der vendes, udspringer blot endnu en mistænksom personlighed, endnu en mystisk affære, og endnu en overvældende bølge af problemer.

filmpuls.dk

Det skal næsten nævnes med det samme, at plottet i ’Inherent Vice’ faktisk fremstår overvejende klart og kompetent i overstående synopsis, hvilket er ret så imponerende når man overvejer det faktum, at der faktisk ikke er noget. For hvis man som publikum tørster efter et flot og forfriskende skud velorkestreret detektiv drama, må man nok desværre vende den lange næse hjemad, i en tilstand der bedst kan beskrives som decideret dramatisk desorientering. ’Inherent Vice’ er så sandelig stadigvæk en film, der efterlader et indtryk hos sit publikum – dog ikke i relation til det mindeværdige eller det gennemtænkte – men snarere følelsen af, at det ikke er karaktererne oppe på lærredet men derimod dem nede i sædet, der er blevet godt og grundig røvrendt på det absolut groveste. Det er måske ikke ligefrem plotløst prætentiøst pjat, men det er ret så ligegyldig nonsens fra en instruktør, der faktisk har tendensen til at frembringe en fascinerende og kontrolleret undren, hos sit publikum, med næsten alle sine film. Paul Thomas Anderson er, efter min mening, én af de bedste og mest kompetente instruktører i branchen lige nu, og om han søgte en fornyelse, en udfordring eller måske begge dele, er ikke helt til at vide. Derimod er det ret så sikkert at konkludere, at Thomas Pynchons underfundige univers fortsat står tilbage, som noget der er alt for uhensigtsmæssigt at overføre til det store lærred.

Jeg har stor respekt for den kække og ambitiøse attitude, som instruktør Paul Thomas Anderson kommer slentrende med – dog i form af en knap så kontrolleret koger. Men selvfølgelig løfter jeg da lidt på stråhatten af ren respekt, og trækker da også gerne ned i de lettere kiksede solbriller, bare for lige at afsløre et lille glimt i øjet. Det er modigt, men desværre også lidt mislykket. Selv efter at man har forladt biografsalen, er man stadig tilbageladt i mørket over filmens vildledende historie, og med en ret så modvillig lyst til at klø sig frustreret i bakkenbarterne – om end man har nogle eller ej. Det er tydeligt, at der er brug for lidt mere end blot en Ph.d. for at forstå de nyeste ustyrligheder fra P.T.A, og den nærmest surrealistiske charme er ikke nok i sig selv til at holde historien over vande. Fortællingen drukner simpelthen mere og mere undervejs, og på et eller andet tidspunkt er man altså tilbøjelig til helt at opgive interessen samt viljen til overhoved at forstå historien. Nu vil jeg godt ærligt indrømme, at jeg langt fra er ekspert på forfatter Thomas Pynchon og hans fortællermæssige færdigheder, men kompleks eller ej så skal der altså være et eller andet at gribe fat i før interessen fanger. Desuden, så er jeg fuldstændig døv over for de latterlige udsagn om, at både filmen og bogen har en bevidst meningsløs galskab over sig, og altså ikke behøver styring fra hverken sans eller samling. Hvis filmen så bare fungerede som en atmosfærisk samling af sanserne, jamen så kunne jeg måske overgive mig til et manglende plot, men filmen er simpelthen ikke farverig nok til kun at leve på overfladen.

filmpuls.dk

Nu er det faktisk typisk for Paul Thomas Anderson film, at de bliver bedre og mere kompetente for hver et gensyn man skænker dem. Men med ’Inherent Vice’ lader det til at Anderson bevidst bare har spildt hele plottet ud over manuskriptsiderne, og så bare givet sig til at filme. Dette resulterer ikke kun i hvad der føles som den mest atypiske Paul Thomas Anderson film til dato, men også i en fuldstændig distancering fra filmmediets vigtigste værdier. Manuskriptet står muligvis med en stærk genklang til Pynchons roman, men når historien står alene i neonfarvernes kraftige lys, så føles det hele alligevel lidt for stift og rutineagtig. Af og til mærkes Andersons film lidt som en ensporet gennemgang af manuskriptet, frem for en egentlig cinematisk udførsel. Skuespillerne i filmen er bestemt fantastiske, og deres karakterer virker også ret så interessante, men fordi man aldrig bliver invitereret indenfor i dette kaotiske koncept af en film, jamen så kan man ikke andet end at overvære det hele uden den store interesse. Som publikum får man aldrig helt chancen for at slå sig ned blandt karaktererne, men bliver i stedet efterladt, langsomt cirkulerende, i denne to og en halv times langevarige stoledans, i selskab med diverse karakterer og sideplots, som en eller anden distanceret ligegyldighed. En såkaldt flue på væggen ved start-halvfjerdsernes største kogerfest, men end ikke den passive hashrygning kan tryllebinde dig nok som det hjælpeløse publikum du er. Det er simpelthen for komplekst for nogen som helst at fatte, om det så er bevidst eller ej, og om end filmen bliver både fantastisk og mere forståelig ved et eventuelt femte gensyn, så er det stadigvæk langt fra brugbar viden – specielt ikke for ”anti Anderson” biografgængere, der bare gerne vil have en velkonstrueret eller i hvert fald fascinerende film, allerede ved første gennemgang.

I fare for at levere verdens mest ensidige anmeldelse, så er der faktisk en del herligheder at opspore i Paul Thomas Andersons mystificerende syretrip. Filmen har perioder med virkelig morsomme scenarier, samt veludførte og ikke mindst velspillede sceneseancer. Anderson virker nogenlunde i kontrol over sin film, men det han har at arbejde ud fra er primært hvad der giver ham modspil. ’Inherent Vice’ fanger en grundkomisk atmosfære der tilmed er periodisk genkendelig og nogenlunde behagelig at opholde sig i – specielt fordi Anderson ikke forsøger på at kopiere samtlige film fra selvsamme periode, men derimod giver sin og Pynchons version af et paranoiafyldt og ustabilt liv i 70’erne. Personligt forventer jeg bestemt at give filmen et skud mere, eventuelt i sit biografløb eller måske først senere hen på de fysiske eller digitale platforme. Normalt plejer selv de mest ubegribelige Anderson film at fascinere tilstrækkeligt til, at lysten til et gensyn hurtig opstår. Det gjorde ’Inherent Vice’ bare ikke. Det er tydeligvis instruktørens mest højtflyvende og langt ude projekt hidtil, og det er også meget muligt at den gemmer på en hel masse implicitte ideologier, der simpelthen bare ligger for godt gemt; i hvert fald indtil et gensyn. Men ved første gennemgang står man altså temmelig forvirret tilbage i tågen fra en ordentlig koger, i et forsøg på at definere hvilket vanvid det var, som man lige var vidne til. Indtil da, må man desværre svæve blank og befippet i usikkerhedens frirum.

filmpuls.dk

Skuespil

Som nævnt tidligere, så er én af de største glæder ved det hippieagtige jointrygende selskab i ’Inherent Vice’, at man raskt kan hoppe med på vognen og ”joine” selvsamme rygere i deres forundrende gøren og laden. Derfor gør det jo heller ikke spor, at skuespillerlisten både er sublim og veludvalgt; specielt med den fantastiske Joaquin Phoenix i hovedrollen som ”Doc” Sportello. Han er i sandhed en dygtig og undervurderet skuespiller, der uden tvivl skulle have løbet med Oscarprisen for sin præstation i ’The Master’ fra 2012 – en film der i øvrigt også er instrueret af Paul Thomas Anderson. Desværre bukkede Oscarkomiteen under for de velvante historiske og biografiske vigtigheder, i form af god gammeldags præsidentfilosofi, i Spielbergs ’Lincoln’ med Daniel Day-Lewis i titelrollen. Oscarstatuette eller ej, så er Phoenix fortsat en skuespiller i egen høje klasse, og selvom hans præstation ikke topper den fra ’The Master’, så er han så sandelig også mesterlig i ’Inherent Vice’.

Ud over Joaquin Phoenix, så har vi også talenter som Josh Brolin, Reese Witherspoon, Owen Wilson og Benicio Del Toro. Det er ikke alle disse skuespillere, vis karakter er lige dominerende i forhold til antal minutter de tilbringer i filmen, men stort set hele holdet leverer et fint stykke arbejde til dét som de har at arbejde med. Som sagt virker manuskript af og til lidt svært for skuespillerne at levere, både naturligt og karismatisk, men i sidste ende er dette ikke et punkt der burde klages for meget ved.

Visuelt

Paul Thomas Andersons prominente sidestep fra den digitale filmrevolution virker ret så effektivt her, da de gamle og alligevel så farvefyldte halvfjerdsere får det helt rigtige look, med magien og ikke mindst værdien, ved ægte filmkorn og troværdige farvebalancer. Det er dog langt fra instruktørens mest visuelt imponerende film, ej heller virker det som om der har været særlig meget fokus på kamerateknisk bevægelse og klipning, selvom der er enkelte lyspunkter her og der. Det lader til at Anderson primært ønsker at lade kameraet dvæle i periodens karakteristiske sindstilstand, uden at overskygge hverken karakterer eller historie. Men nu overskyggede historien jo så fint sig selv, så jeg havde personligt ikke haft noget imod lidt mere flowerpower i de visuelle finesser.

filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Paul Thomas Andersons film indeholder næsten altid et ambrosisk og alsidigt lydbillede med fokus rettet mod det imperfekte og atmosfæriske. Det fungerer ikke blot som en selvstændig faktor, men illustrerer også selve tonen og tempoet i den givne scene. Lyden går ofte hånd i hånd med billedet på imponerende manér, og skubber samtidig hele historien til et højere og mere ambitiøst niveau. Desværre, så var der altså ikke meget af den slags signifikative teknik i ’Inherent Vice’, selvom den ellers er fremtrædende i stort set alle hans film.

Til gengæld bliver vi budt på et dejligt periodepassende soundtrack, der bidrager til dét tidsbillede som filmen forsøger at gengive for sit publikum. Selvom selve sangene er i den ældre ende af musikkens verden, så føles det som et frisk pust når et af de mange klassiske numre træder ind i billedet. Det må dog siges, at det ikke besidder helt den samme wauw-faktor som ’Guardians of the Galaxy’ fra sidste år, og er desværre heller ikke lige så imponerende og fantastisk velfungerende; men det er nu også to vidt forskellige film med hver deres visioner. På sin egen kantede og lettere kiksede facon, så er lydbilledet en tilpas kontrolleret tilføjelse til Paul Thomas Andersons sofistikerede ’Inherent Vice’.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Inherent Vice Anders Bjerg

Inherent Vice - premiere den 12. februar 2015

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Paul Thomas Anderson og hans raffinerede rodebunke, ’Inherent Vice’, skal nok give dig noget at gruble over, men om der rent faktisk findes svar til alle dine spørgsmål er måske den største gåde af dem alle. Anderson satte sig for at filmatisere det umulige, men umiddelbart forbliver Thomas Pynchons romaner fortsat i kategorien ”uden for adaption”. Det er dog et værdigt forsøg, der desværre lader til at være mere respektfuld til bogen og dens forfatter, end til filmmediet og dets publikum. Filmen er muligvis forstålig på sit eget sindssygt ambitiøse niveau, men om man så endelig forstår det hele ved en eventuel anden, tredje eller fjerde gennemgang, så er det bare ikke godt nok – det er og bliver for frustrerende i længden til at være fuldt ud belejligt, og der er for få lyspunkter og skæve indslag til at holde hele kogeren kørende under to og en halv times ”forvirret og uinteressant gætteleg”.

3


User Rating: 4.8 (1 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑