Sommeren '92 Cyron Melville Allan Hyde Mikkel Boe Følsgaard

Holdopstillingen til ‘Sommeren ’92’

Optagelserne til ‘Sommeren ’92’ starter på tirsdag den 9. september i Göteborg og København, og det bliver med dansk films største unge talenter i rollerne som nogle af Danmarks allerstørste fodboldlegender. Cyron Melville, Gustav Dyekjær Giese, Allan Hyde, Mikkel Boe Følsgaard, Esben Smed, Jon Lange, Morten Vang, Johannes Lassen og Niclas Vessel Kølpin udgør spillertruppen og en imponerende rolleliste.

Tilbage i maj måned blev det offentliggjort, at Ulrich Thomsen skal spille landstræner Richard Møller Nielsen i Kasper Barfoeds spillefilm om den legendariske sommer i 1992, hvor det danske fodboldlandshold vandt EM, og alle danskere rykkede lidt tættere sammen.

Holdopstillingen til ‘Sommeren ’92’

Cyron Melville, Gustav Dyekjær Giese og Allan Hyde skal spille de tre stærkeste kort, der var i truppen fra 92 – Brian Laudrup, Peter Schmeichel og Flemming Povlsen. Mikkel Boe Følsgaard og Esben Smed spiller Kim Vilfort og John ’Faxe’ Jensen. Jon Lange, Morten Vang og Johannes Lassen spiller Kim Christofte, Henrik Andersen og Kent Nielsen, mens Niclas Vessel Kølpin spiller Michael Laudrup, der aldrig kom med til slutspillet i Sverige. Andre unge fodboldspillende skuespillere figurerer som Lars Olsen, Lars Elstrup, John Sivebæk, Torben Piechnik, Henrik “Store” Larsen, Johnny Mølby m.fl.

Cyron ‘Laudrup’ Melville

Cyron Melville (Råzone, Vanvittigt forselsket, Lev Stærkt) var 9 år, da vi vandt EM, og nu får han æren af at træde i Brian Laudrups fodspor:

”Jeg har været kæmpe landsholdsfan så længe, jeg kan huske, og Brian Laudrup er uden tvivl den største spiller af alle. Brian Laudrup hører til min generation – jeg er vokset op med ham – og jeg har stor respekt for, at han altid har fulgt sit hjerte i de valg, han har truffet i sin karriere for at kunne finde sine rødder og sig selv. Jeg var kun 9 år gammel, da jeg så EM finalen med min mor og hendes kæreste, og jeg husker tydligt, at hun slet ikke forstod, hvor stort det var, så jeg havde en fest for mig selv, jublede og hujede i baghaven og var rasende over, at jeg ikke var 18 år og stod på Rådhuspladsen.”

Allan Hyde får drømmerollen som Flemming Povlsen

For 24-årige Allan Hyde (En forelskelse, True Blood, Skammerens datter) er rollen som Flemming Povlsen en drøm, der går i opfyldelse:

”At skulle spille Flemming Povlsen er drømmerollen, selvom det er store sko at fylde ud, så det er også forbundet med en hel del ærefrygt. Jeg spillede selv rigtig meget bold, da jeg var yngre i BK Frem og troede, at jeg skulle gøre karriere som stjerneangriber. Desværre måtte jeg som 11 årig sande, at det ikke var der, min fremtid lå. Men nu går drømmen alligevel i opfyldelse! Jeg får lov til at være stjerneangriber på landsholdet!”.

Mikkel Boe Følsgaard er Kim Vilfort

30-årige Mikkel Boe Følsgaard (En kongelig affære, Kvinden i Buret, Under sandet) skal spille Kim Vilfort, der tidligere på året blev kåret til “Århundredets spiller” i forbindelse med Danmarksturneringens 100 års fødselsdag:

”Selvom jeg kun var 9 år gammel, husker jeg tydeligt, da vi vandt EM i 1992. Det er et nærmest magisk og drømmeagtigt barndomsminde. Jeg så alle kampene dengang og her startede min fodboldentusiasme. Jeg har brugt ufatteligt meget af mit liv på at se, spille og tale om fodbold, og det gør jeg stadigvæk. Da jeg var yngre, drømte jeg om en dag at spille på landsholdet. Desværre blev jeg aldrig opdaget, hvilket er mig en kæmpe gåde. Jeg går stadig med en helt klar tro på, at Morten Olsen ringer en af de kommende dage, men indtil da kan lidt af en barndomsdrøm gå i opfyldelse. Jeg får nu lov at trække i den rød/hvide trøje og får endda lov til at portrættere en af de mest sympatiske og seje sportsmænd, vi har haft i Danmark. En mand der hele sin karriere valgte med hjertet og som for altid skrev sig ind i historiebøgerne, da han scorede sejrsmålet mod Tyskland i finalen”.

”Sommeren ’92” forventes at få dansk biografpremiere i efteråret 2015.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.