Instruktør Paul Thomas Anderson har siden 1996 haft en aktiv og priv..." /> Pulsen på Paul Thomas Anderson - Filmpuls

pulsen

Skrevet den 15 maj, 2017 | af Jeppe Svan Sørensen

0

Pulsen på Paul Thomas Anderson

Instruktør Paul Thomas Anderson har siden 1996 haft en aktiv og privilegeret karriere der har givet os nogle af de seneste årtiers bedste film! Til december 2017 er hans næste film Phantom Thread rygtet at have præmiere i USA, og det giver derfor mening at tage et tilbageblik på hans filmografi, og undestrege hvorfor der er god grund til at glæde sig til hans nye film!

Paul Thomas Anderson (Forkortes herfra til PTA) har en gennemgående stil og kvalitet, og kan kendes på sine karakterdrevne plotstrukturer og visuelle sprog. Denne stil startede allerede ved hans debut i 1996 med filmen Sydney (også kendt som Hard Eight), hvor han på baggrund af hans kritiker-roste kortfilm Cigarettes & Coffee (kan ses på her – åbnes i nyt vindue) havde fået tildelt et smalt men brugbart budget, og havde gennem sit venskab med skuespillerveteran Philip Baker Hall, samt Gwyneth Paltrow og hans gode ven John C. Reilly, fået et par semi-store navne på plakaten. Filmen handler om den naive John (J. C. Reilly) der møder Baker Halls karakter Sydney, og hvordan han lærer at mestre gamblingkunsten og det ‘hårde liv’. En enormt velfungerende og morsom film, der viser PTAs spæde, men sikre, første skridt, og kan helt sikkert anbefales! (selvom den kan være svær at få fingrene i da den aldrig fik dansk DVD-udgivelse) Filmen var ikke en stor succes, men gav PTA kontakterne og støtten til at lave hans første hovedværk:

Boogie Nights fra 1997, var en kritisk og salgsmæssig succes, og bliver stadig i dag holdt højt på lister over de bedste ensemble-film og komedier til dato. På spraglet og livlig vis følger vi Dirk Diggler (spillet af daværende rapper Mark Wahlberg (!!)) som stålsikkert og med store drømme bevæger sig ind i slut 70’ernes porno-branche, hvor han danner ny omgangskreds med en skare af karismatiske og besynderlige karakterer, (John C. Reilly, Philip Seymour Hoffman, Heather Graham, William C. Macy og jeg kunne blive ved!) ledet af den rare Hugh-Hefner-agtige pimp Frank Horner. (Spillet af den dejlige Burt Reynolds)
Boogie Nights er en voldsomt sjov og underholdende komedie, der kører derudaf med ét af de bedste komedie-manuskripter nogensinde, veloplagte skuespillere og god stemning til op over ørene!

Magnolia fra 1999 var som en spirituel-ensemble-efterfølger til Boogie Nights en endnu større succes, og cementerede PTA som en af de sjældne instruktører der klarer det godt både hos box-office (økonominsk) og kritikerne. Filmen jonglerer flere forskellige, umiddelbart, uafhængige historier. Deriblandt Tom Cruise som manisk selvhjælps-speaker, Philip Seymour Hoffman og Julianne Moore der sørger med en ældre mand på dødens rand og John C. Reilly som en forvirret detektiv der undersøger en sag om en tidligere børnestjerne. Alle disse historier mødes kun sjældent, på uventede tidspunkter, og hænger ellers sammen i tematikker som identitetskrise, sorg og kærlighed. Et underholdende, spændende og rørende mesterværk, der til trods for dens popularitet, kun kan tåle mere omtale. Både Magnolia og Boogie Nights kan forresten lejes på Filmstriben.
Og her kommer så én der stikker ud:

Meget kan man sige om Adam Sandler, men stor i drama-filmgenren er han ikke. Så da PTA i 2002 kom ud med Punch-Drunk Love og der ikke bare blev sagt at han havde realiseret den gode romantiske komedie, men også havde gjort en ærlig mand ud af Adam Sandler, gik folk skeptiske i biograferne. Men sørme så; Punch-Drunk Love, historien om den neurotiske Barry Egans (Adam Sandler) mærkværdige liv, og blomstrende forelskelse i Lena Leonard (Emily Watson), er noget af det sødeste og mest rørende man kunne forestille sig. Den boblende og skæve humør båret af en usædvanlig skarp Sandler, og den medrivende og originale romance mellem de to søde tosser, er enormt vel-eksekveret og smittende!
I min optik den bedste brug af den romantiske komedie til dags dato! Som kontrast til Punch-Drunk Love, kunne hans næste projekt til gengæld ikke være mere anderledes:

Her har vi den; PTAs episke magnum opus: There Will Be Blood fra 2007. Daniel Day-Lewis i en alt-overskyggende hovedrolle (Der vandt ham hans 2. Oscar – samt prisen for det mindst overraskede Oscar-publikum nogensinde) som olie-baron-in-the-making Daniel Plainview. Meget lidt kan siges om denne film, som ikke allerede er blevet sagt. Den fik nyligt titlen som ‘årtusindets bedste film’ af Soundvenue, hvilket selvfølgelig kan debateres men muligvis ikke er langt fra. Jeg var selv inde og gense den på 35mm filmrulle – og kunne ikke be’ om en større filmoplevelse. Dette er også første gang PTA arbejder sammen med Radiohead-guitarist Jonny Greenwood, (der har lavet soundtracket til PTAs tre nyeste film) og skaber et vanvittigt effektivt soundtrack der løfter filmen til nye højder. En moderne klassikker, og en fantastisk film!
I kølvandet på There Will Be Blood virkede PTA til at være tilfreds med formlen, og instruerede derfor endnu et periodedrama med et portæt af en kompleks karakter:

The Master fra 2012 er i min mening en yderst undervurderet film, ikke bare i PTA-kontekst, men også generelt. Det virker muligvis som om at den ikke har fået samme omtale og ry som PTAs andre værker, da det her for alvor bliver tydeligt at der ikke er meget plot-baseret udvikling i filmen. Som sagt er alle hans film enormt karakter-drevne, og alle førnævnte film har selvfølgelig historier og udviklinger, men de er alle båret af de personer man følger og deres interaktioner. Der er ikke nødvendigvis en konflikt der skal løses, eller en skurk der skal stoppes. Dette er meget tydeligt i The Master og kan, virker det til, opfattes som kedeligt og langtrukkent. Jeg er selv enormt glad for den, og er vild med portrateringen af den dyriske eks-sømand Freddie Quell (Joaquin Phoenix) og ikke mindst kult-lederen Lancaster Dodd. Spillet Philip Seymour Hoffman i hans, for korte, karrieres måske bedste rolle – sikke et tab! Dette bringer os til PTA seneste udgivelse:

 

Inherent Vice fra 2014 er baseret på Thomas Pynchons roman af samme titel, og er, selvom den ikke er på niveau med kildematerialet, et godt trip! Pynchons snørklede og indforståede stræk-øvelse af en roman er svær at filmatisere. Men PTA nåede godt i mål med humør og den totale følelse af forvirring. Joaquin Phoenix står igen øverst på plakaten, denne gang som hippie-privatdetektiven ‘Doc’, der i slut 60’ernes L.A. bliver kastet ud i et verdens mest komplicerede sag, med et virvar af afveje og blindgyder, og i en hash-tåge uden lige. Inherent Vice er enormt underholdende, og drager paralleller tilbage til humoren og ensemble karakter-kataloget fra Boogie Nights, men når desværre ikke samme højder som hans andre værker. Læs selv Filmpuls’ egen anmeldelse fra filmens danske præmiere her. (åbnes i et nyt vindue)
PTA har altså haft en af de mest gennemgående stabile og interessante filmkarrierer, og det har lykkedes ham at eksperimentere og prøve nye ting, hver gang med succes. Dette kan skyldes hans films solide kerne af gennemtænkte karakterer, og tiltro til sine skuespillere, samt en dybt funderet forståelse af filmmediet kvaliteter og historie. PTA er én af mine all-time yndlings instruktører, og håber at jeg har kunne inspirere nogen til at opsøge hans film. (hvis man ikke kendte dem i forvejen) Jeg har dertil tilladt mig at lave en personlig rangering af hans film:

  1. There Will Be Blood (2007)
  2. Boogie Nights (1997)
  3. The Master (2012)
  4. Punch-Drunk Love (2002)
  5. Magnolia (1999)
  6. Inherent Vice (2014)
  7. Hard Eight (Sydney) (1996)

Dette bringer os til nutiden, hvor vi afventer information om PTAs næste projekt Phantom Thread. Det eneste der vides er at den foregår i 1950’ernes modebranche, og at han har fået Daniel Day-Lewis tilbage i en hovedrolle. Day-Lewis er kendt for sit kostbare valg af roller, så ikke kun deres tidligere samarbejde vidner om at der er noget specielt på vej. Personligt hersker der ikke nogen tvivl om alt hvad en mand med et sådant bagkatalog udgiver er værd at se frem til!
Phantom Thread er i produktion, og filmes eftersigende i denne periode – præcis udgivelsesdato vides ikke. Men jeg glæder mig!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , , , , , , , ,


Om skribenten

Studerende og filmnørd med svaghed for instruktører som Paul Thomas Anderson og David Lynch - er især glad for film med ambitioner og eftertænksomhed!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑