Krigen mellem aber og mennesker begynder.
I 1968 oplevede verdenen med rædsel, hvordan aberne havde udviklet sig til at blive den dominerende art på Jorden i Franklin J. Schaffners ‘Planet of the Apes’. Hele fire efterfølgere fulgte – senere forsøgte Tim Burton sig med et remake fra 2001 og i 2011 valgte 20th Century Fox at genstarte hele franchiset på ny, for at fortælle Caesars oprindelse – den første intelligente abe, i ‘Rise of the Planet of he Apes’, instrueret af Rupert Wyatt og skrevet af Rick Jaffa og Amanda Silver.
Filmen blev en stor succes og høstede udbredt anerkendelse, både for dens realistiske og jordbundne atmosfære samt især Andy Serkis’ præstation som Caesar vha. motion capture-teknikken.
En uundgåelig opfølger blev straks sat i produktion, og i år kan vi nyde oplevelsen af Caesar og abernes udvikling i ‘Dawn of the Planet of the Apes’, denne gang instrueret af Matt Reeves (‘Cloverfield’ fra 2008).
Historie
Der er gået 10 år siden hændelserne i ‘Rise of the Planet of the Apes’. Virussen har udslettet størstedelen af menneskeheden, og aberne fra San Francisco, ledet af Caesar, har udviklet sig i det nærtliggende skovområde. De fundamentale love for samfundet er skrevet på en stor stenvæg – ape not kill ape og ape together strong. De har udviklet tegnsprog, de jager vilde dyr med spyd og adlyder Caesars ordre. Alt tyder på harmoni, da Caesar og aberne ikke har været i kontakt med mennesker i næsten to år.
I San Francisco har en skare af mennesker, der er immune overfor virussen, samlet sig. De har behov for strøm, og den eneste løsning på deres behov, er en generator, der er drevet af en dæmning, som ligger inde i skoven.
Efter en konfrontation med aberne laver Caesar og Malcolm (Jason Clarke fra ‘Zero Dark Thirty’), en aftale om fred – aberne vil holde sig for sig selv, og det samme vil menneskerne. Men kræfter fra begge lejre ønsker det modsatte – Dreyfus (Gary Oldman fra The Dark Knight-trilogien) fra menneskelejren og den arrede Koba (Toby Kebbell fra ‘RocknRolla’) fra abelejren, mener begge at en krig mellem arterne er uundgåelig, og det er blot et spørgsmål om tid, før modparten angriber. Aberne er jo blot dyr, som man ikke kan stole på, mener Dreyfus, og Koba ser kun det onde i menneskerne, pga. sin fortid som forsøgsdyr i laboratorier.
Malcolm og Caesars håb om fred mellem arterne hænger i en tynd tråd, da konflikten synes uundgåelig.
Kan mennesker og aber overhoved deles om Jorden?
Det er intet mindre en fabelagtigt, hvad Matt Reeves har skabt i denne opfølger, der foregår i en post-apokalyptisk verden, der, utroligt nok, fremstilles meget troværdigt. Menneskene er desperate for overlevelse, og vores svagheder i forhold til mangel på elektricitet udstilles på fornemmeste vis. Aberne er os overlegende på flere fronter, men ikke destomindre minder nogle af abernes behov for magt og konfrontation meget om nogle menneskers – de står over for valget mellem hvad der minder om et fredeligt lederskab eller et militært diktatur.
Et interessant element, der også udstiller menneskets forhold til samfund og lederskab, hvilket er et spændende træk fra manuskriptskribenterne Mark Bomback, Rick Jaffa og Amanda Silver.
Filmen er ikke blot endnu en pengeslugende, underholdende amerikansk sommer-blockbuster – den er yderst intelligent, seværdig og tankevækkende, og kan uden tvivl mænge sig med andre anerkendte opfølgere som ‘Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back’ (1980), ‘Terminator 2: Judgment Day’ (1991) og ‘The Dark Knight’ (2008).
Størstedelen af filmen foregår i abernes ny udviklede samfund, hvilket også er filmens mest interessante scener. Scenerne er enestående, når der diskuteres moral og hvordan aberne bør opføre sig overfor menneskene, også selvom stort set al dialog mellem aberne er med tegnsprog, hvor publikum må følge med på underteksterne. Det er nok aldrig set før, at et dyr, en abe, har hovedrollen i en spillefilm, men det virker afsindigt godt, og tilføjer meget interessante aspekter af konflikten mellem aber og mennesker i denne filmserie.
‘Dawn of the Planet of the Apes’ lægger selvfølgelig op til en tredje film, der står til at udkomme i 2016. Matt Reeves har eftersigende endnu en gang takket ja til at styre løjerne, da studiet bag, 20th Century Fox, er meget tilfredse med resultatet af denne film.
Skuespil
At se Andy Serkis lægge krop og stemme til Caesar er en biografoplevelse ud over det sædvanlige. Det er magisk at se ham lede alle de andre aber, som også er styret af skuespillere vha. motion capture. Andy Serkis og Co. ER aber, der har udviklet sig nok til at kunne ytre sig på engelsk, nedskrevet de første fundamentale love og føre krig og jage på hest.
Man kunne sagtens se en hel film, der kun foregik i abe-samfundet med Caesar som den alt overskyggende leder, der ihærdigt forsøger at beskytte sin flok. Andy Serkis, der tidligere har spillet Gollum i Lord of the Rings-trilogien, King Kong i filmen af samme navn fra 2005, samt Kaptajn Haddock i Steven Spielbergs ‘The Adventures of Tintin’ fra 2011, er kongen af motion-capture-teknikken, og det beviser han endnu en gang i denne film. Man investerer enormt meget i Caesar-karakteren, der har et særligt emotionelt forhold til menneskene, da han så godheden i Will, spillet af James Franco, hans menneskelige adoptivfar fra ‘Rise of the Planet of the Apes’.
Ud over Andy Serkis stilles der også med et solidt cast der repræsenterer menneskelejren. Jason Clarke er det fredsøgende menneske, der sammen med Keri Russell (‘Mission: Impossible 3 fra 2006), hans kone, og Kodi Smit-McPhee (‘The Road’ fra 2009), hans søn, forsøger at reparere dæmningen og generatoren, så menneskene kan klare sig. De leverer alle stærke og solide præstationer, sammen med Gary Oldman, lederen af menneskelejren.
Visuelt
Som sagt foregår ‘Dawn of the Planet of the Apes’ i en post-apokalyptisk fremtid. I starten af filmen ser man illustrationen af virussen der spreder sig fra storby til storby pga. smittede passagerer på fly, som man også så til sidst i ‘Rise of the Planet of the Apes’, sammen med udtalelser fra verdenens ledere om den hurtigt spredende pandemi. Man er hurtigt overbevist om, at tilstanden på Jorden vist ikke helt er, som vi kender den.
Det post-apokalyptiske miljø sætter sig virkelig i en – alt er beskidt og tilgroet af naturen. San Francisco har være opdelt i karantæne-zoner, og man fornemmer den indsats menneske har forsøgt sig med, for at bekæmpe virussen. Holdet bag produktions designet har gjort et fantastisk stykke arbejde, der bedst kan sammenlignes med ‘Terminator Salvation’ fra 2009, ‘The Road’ fra 2009 og ‘I Am Legend’ fra 2007. Stemningen er barsk og mørk, men har også et lækkert realistisk udtryk – man trækkes fuldstændig ind i illusionen om, at aber rent faktisk kan udvikle sig og tilegne sig menneskelig intelligens.
Musik og lydbillede
Michael Giacchino har afløst Patrick Doyle, der ellers støbte et solidt soundtrack til den første film. Giacchino leverer dog også et stærkt soundtrack, som spinder godt sammen med abernes kultur og samfund. Det minder på mange måder om soundtracket fra den første Planet of the Apes fra 1968, hvilket skaber et fingerpeg om, hvor vi er på vej hen med historien.
Lydeffekterne af regnen og stemningen fra skoven er gribende og med til at understøtte den lækre realistiske og mørke stemning, når Malcolm går igennem skovterrænet for at mødes med Caesar, i håbet om at skabe fred.
