Med ‘F1’ drømmehold bestående af Brad Pitt, Damson Idris, Javier Bardem, den legendariske producer Jerry Bruckheimer, Hans Zimmer og Joseph Kosinski – instruktøren bag ‘Top Gun: Maverick’ (filmen der angiveligt “reddede Hollywood”) – skulle man tro, at ‘F1’ ville blive et filmisk mesterværk uden lige.
Historie
I ‘F1’ følger vi den pensionerede og erfarne racerkører Sonny Hayes (Brad Pitt), der gør et spektakulært comeback til Formel 1. Han bliver teamet op med det unge, selvsikre talent Joshua Pearce (Damson Idris) på holdet APXGP. Sammen må de navigere i en benhård konkurrence, tackle interne konflikter, personlig rivalisering og ekstreme udfordringer – både på og uden for banen – i verdens mest prestigefyldte motorsportsliga.
Men desværre ender ‘F1’ som endnu et eksempel på, at penge og markedsføring trumfer kreativitet og originalitet. Formel 1 er i forvejen et af verdens største sportsbrands, og filmen føles mest som et forsøg på at udvide målgruppen og øge interessen – og indtjeningen – gennem et Hollywood-glamouriseret action-drama. Det giver måske mening at hente holdet bag den film, der angiveligt reddede biograferne, og erstatte Tom Cruise (som formentlig havde travlt med ‘Mission: Impossible’) med Brad Pitt. Resultatet er dog ikke meget mere end et to timer langt, glitrende reklamespot for Formel 1. ‘F1’ fungerer som et reality show forklædt som spillefilm. Vi får lov at komme “behind the scenes” i en sæson og se dramaet udfolde sig, men filmen tør aldrig stole på, at publikum selv kan følge med. I stedet får vi det hele serveret med ske – gennem racerløbskommentatoren, der fungerer som en konstant fortæller, der forklarer alt fra A til Z. Det er som at se Star Wars med en voiceover fra en fysiker, der hele tiden afbryder for at forklare, hvordan rumskibe virker og hvad lyssværd egentlig er.
Jeg stod af efter 20 minutter, da det gik op for mig, at ‘F1’ ikke havde nogen intentioner om at fortælle en vedkommende eller spændende historie med Formel 1 som kulisse. I stedet leverer den en poleret og kønsløs reklamefilm. Historien er tynd og forudsigelig, karaktererne er skåret ud i pap, og selv Hans Zimmers soundtrack formår kun at understrege det overfladiske udtryk.
Skuespil
Det kræver ikke meget fantasi at regne ud, hvilke arketyper de stakkels skuespillere er blevet presset ned i. Brad Pitt spiller naturligvis den garvede, rebelske racerkører – Formel 1’s svar på Maverick – mens Damson Idris indtager rollen som det unge, kække stortalent. Javier Bardem og resten af birollerne fungerer mest af alt som kulisse – staffage, der skal få Pitt til at fremstå som den modvillige helt med en tung bagage. Det hele føles som en Tom Cruise-erstatning med Brad Pitt i hovedrollen, uden at filmen formår at tilføre noget nyt. Det er en forspildt chance. Med så stærke skuespillere i castet kunne man have valgt at fortælle en historie med dybde, kant og menneskelig kompleksitet – men i stedet nøjes man med klichéer og flade karakterer.
Visuelt
‘F1’ er flot filmet! Det er en visuel perle, især i IMAX. Det er fedt at komme med ind i en formel 1 bil på samme måde, som at få lov til at komme med ind i cockpittet på et jægerfly. Det kan diskutteres om alting virker lidt for poleret, men det er jo trods alt en af verdens dyreste reklamefilm (blink blink).
Musik og lydbillede
Der er bred enighed om Hans Zimmers legendariske status – og med god grund. Men selv de største kan ramme ved siden af, og Zimmer er ingen undtagelse. Særligt på de projekter, hvor budgettet er enormt, og hvor hans navn primært skal pryde plakaten snarere end tilføre dybde og musikalitet.
‘F1’ har angiveligt kostet hele 300 millioner dollars, men alligevel føles lydsiden som en forpasset mulighed. I stedet for at løfte fortællingen med noget særegent og mindeværdigt, drysser Zimmer lidt popnumre her og der, kombineret med nogle temmelig forudsigelige strygerflader fra hans standardrepertoire. Resultatet? Et soundtrack, der efterlader de afgørende øjeblikke uden følelsesmæssig tyngde.
