Denne skribent har kendt mange venner og bekendte, som har været adopteret bort som spæd. Alle har været interesseret i deres oprindelige ophav, og forsøg at finde deres biologiske forældre for at forstå, hvorfor de blev givet bort. Men hvor man normalt i dokumentarer følger adoptivbarnet der prøver at finde sit oprindelige ophav, så tager ’Forget Me Not’ fat i den anden side, hvor man følger dem som giver slip.
Historie
Selvom Sydkorea er et højteknologisk samfund, der har taget mange vestlige værdier til sig, så hersker der stadig konservative normer og tanker fra fortiden af. B.la. er det et meget stort tabu, at få børn uden for ægteskab. Skammen og synet fra det omgivende samfund er så stort, at de fleste vælger at bortadoptere barnet. Hovedparten af denne dokumentar foregår på en sydkoreansk ø, hvor meget unge, ugifte og gravide kvinder bliver sendt hen. Her på et stykke asiatisk paradis står kvinderne i et alvorligt dilemma: skal man give barnet væk eller ej.
Sun Hee Engelstoft er filmens instruktør. Hun er selv adopteret fra Sydkorea, og leverer her en yderst gribende og personlig dokumentar. Ja, faktisk var der tidspunkter, hvor denne skribent havde tårer i øjnene, da der vitterlig er nogle ubærlige scener. Man får et godt indblik i hvordan det koreanske samfund sidder fast i fortidens dogmer, ligesom Irland også gjorde for ikke lang tid siden, da kvinder i samme situation blev sendt i kloster. Vi overvære nogle skæbner, som for os danskere er fuldstændig fremmede. Skribenten kunne ikke lade være med at sige det samme til sig selv under hele filmen: stakkels kvinder!!! ’Forget Me Not’ formår også at få en til at tænke, næste gang man møder en som er adopteret, at der ligger et par menneskeskæbner bag dette menneske som står foran mig. Det er ikke en film som er ”anti-adoption”, men snarere ”pro-menneskelig”.
Visuelt
Sun Hee Engelstoft får os helt tæt på kvinderne. De har tydeligvis tillid til instruktøren, for hun opfanger situationer som mange nok (hvis ingen) har filmet før hende. Engelstoft filmer også meget at den paradis-lignende ø, hvor kvindehjemmet befinder sig. Denne natur står i en skarp kontrast til emnet og de skæbner vi møder. Det er måske ikke en ”legende” visuel oplevelse, men det skal det bestemt heller ikke være. Der er ikke tid til tricks og andet gejl, når man forsøger at fortælle den her slags historier.
Musik og lydbillede
Sun Hee Engelstoft bruger engang imellem sin stemme som voice-over. Hun fortæller filosoferende og spørgende om sin egen biologiske mor og om de ting hun har lyst til at sige til hende. Dette er meget rørende og virker på historien. Musikalsk bruger filmen lidt standard underlægningsmusik, men det gør ikke særlig meget.
Copyright: CPH: DOX