Bogen ‘Harpiks’ af Ane Riel har vundet mange priser, blandt andet er den blevet kåret som Nordens bedste spændingsroman i 2016. Derfor er det ikke overraskende, at denne spændingsroman er blevet filmatiseret. Daniel Borgman fra New Zealand fik jobbet som instruktør, og nu er filmen klar til det store lærred. Hvad kan man forvente af en film ved navn ‘Harpiks’? det kan du finde ud af her
Historie
‘Harpiks’ handler om Liv, der bor med sin mor og far i en skov. Der har hun boet næsten hele sit liv, og hun kender ikke til andet. Hendes far Jens elsker naturen og afskyer det moderne samfund, og den måde man lever på i dagens Danmark. Liv er dermed afskærmet fra civilisationen og kender derfor ikke til omverdenen andet end det, som hendes forældre fortæller hende. En række hændelser gør, at familien ikke længere kan leve uforstyrret, og Liv får øjnene op for verden udenfor skoven, men det får fatale konsekvenser.
Da jeg gik ind i biografens mørke, havde jeg ikke læst Ane Riel’s bog og havde faktisk ingen ide om, hvad filmen vil handle om. Ud fra titlen og få billeder jeg havde set fra filmen, lignede det lidt en fantasy film. Det er meget langt fra sandheden. Det er en dansk thriller, der får dig til at krumme tæer flere gange. Filmen er absolut ikke egnet for børn, den er faktisk temmelig barsk. Det var dog noget af det, jeg godt kunne lide ved den. Den er opfindsom og ikke som noget, jeg har set før.
Det tog noget tid for mig helt at forstå den situation, som Liv og hendes forældre befandt sig i ude i skoven. Filmen starter meget langsomt op, og i lang tid er man nødt til at gætte sig til meget. Det er helt klart her, at filmen halter lidt. Jeg manglede information til at kunne kode det hele sammen. Dermed ikke sagt at de skal servere det hele for publikum på et sølvfad, men information var en mangelvarer gennem hele filmen. Der var for mange plothuller, der simpelthen ikke gav mening og for mange ting, man var nødt til at gætte sig frem til. Hvis man ser bort fra dette, er det et spændende originalt plot, der holder en fanget især i den sidste halvdel af filmen.
Skuespil
Det er meget nemt at finde rundt i hvem, der er hvem, for der er kun 5 karakterer i filmen, og så en håndfuld statister. Det er meget sjældent, man ser en film med så lille et cast, hvilket betyder, at der hviler meget på skuespillernes skuldre. Hovedpersonen er Liv, og det er hende vi følger tæt gennem hele filmen. Hendes far Jens er med stort set hele tiden og det er klart de to der fylder mest.
Dette betyder, at der er stort pres på nybegynderen Vivelill Søgaard Holm, der har sin første rolle i en film i ‘Harpiks’. Det kræver mod at caste en nybegynder til hovedrollen, men heldigvis gavner det sig i dette tilfælde. Vivelill gør det super godt som Liv, faktisk helt fænomenalt. Hun er et stjerneskud, og det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi ser hende på det store lærred. Hendes indlevelse er god, og kemien med de andre skuespillere virker oprigtig. Karakteren Liv er som sådan ikke en specielt interessant person, men Vivelill formår at få en til at holde med Liv, selvom hun gør nogle ret skøre ting.
Peter Plaugborg skal også have ros for sin præstation som faren Jens. Han er virkelig god til at spille en håbløs mand, der desperat prøver at forhindre, at han mister sin familie. Man bliver som publikum helt bange for ham. Han udtrykker en vrede, som man sjældent ser, samtidig med at man til et hvis punkt godt kan forstå, hvorfor han gør, som han gør.
De resterende skuespillere Ghita Nørby, Amanda Collin og Sofie Gråbøl leverer på hver deres måde også nogle rigtige fine præstationer, men det er Plaugborg og Holm, der er filmens stjerner.
Visuelt
Man kan godt forstå at Jens og hans kone vil bo i naturen, når man ser de smukke naturklip, som filmen indeholder. Det vrimler med søde sommerfugle, og naturen bliver virkelig vist fra sin smukke men barske side. Det står dog i skarp kontrast til det hus, hvor Liv og hendes forældre bor. Det ligner en losseplads, og giver et godt billede af, hvor ligeglad de er med materielle ting. Deres hus står i kontrast til landsbyen, som skoven de bor i ligger op til. Jeg kunne godt have ønsket, at der var større kontrast mellem byen og skoven, så det var lidt tydeligere at se, hvor forskelligt de lever.
‘Harpiks’ er præget af nærbilleder, især af hovedpersonen Liv. Dette fungerer sådan set fint, især da en stor del af kamerabevægelserne er håndholdt, så man føler, at man kigger Liv over skulderen.
Jeg kan love dig for, at du aldrig har set Sofie Gråbøl sådan her før. Hun er faktisk knap nok til at genkende i rollen som Livs mor. Hun spiller en meget overvægtig mor, der kun ligger i sin seng hele dagen. Hendes make-up og fat suit er meget autentisk, og selvom man godt ved, at Gråbøl ikke har taget alle de kilo på, så ser det meget realistisk ud.
Musik – og lydbillede
Musikken fungerer godt og passer til plottet. Lydbrugen er alt afgørende i mange af de lidt uhyggelige scener, og selvom man ikke ser alt det der foregår, så var lydene mere end nok til at give en et mentalt billede, af de grusomme ting der sker.
Headerfoto copyright: Nordisk Film