Vores første danske Netflix-samarbejde bød på apokalyptisk forfald i “The Rain”. Norges første samarbejde med streaminggiganten er dog noget anderledes. “Hjem til Jul” byder på singleproblemer, næstekærlighed og ikke mindst julestemning.
Hvad handler den om?
30-årige Johanne kæmper med at acceptere sin singlehed som den eneste mellem venner, kolleger og familie. Da hendes mor til en julekomsammen den 1. December placerer hende i børne-enden af bordet, “for hun er jo så god til børn”, flyder bægeret over og Johanne bilder hele forsamlingen ind at nu har hun altså fået en kæreste, og at han kommer med hjem til jul. Hermed fløjtes den store kærestejagt igang, og den involverer alt fra speed dating til nøgenspa.
Konceptet er jo ikke noget nyt, der findes et hav af andre “rom-coms” der har præcis samme opskrift. Men vores norske venner formår dog alligevel at tilføje noget nyt til denne gennemtravede genre.
Vil jeg anbefale den?
Stakkels Johanne! Erj hvor kan jeg altså bare forstå hende. Jeg er jo hende (jeg ved godt det er hvad de fleste 30-årige singler skal tænke). Og derfor rammer denne serie altså et sted, langt inde, som jeg ikke altid vil kendes ved.
Jeg skriver stakkels Johanne, ikke fordi hun er en stakkel, slet ikke. Hun er en dygtig sygeplejerske, åbenmundet, og har en stor familie og vennekreds. Jeg skriver det på grund af samfundets store pres på kvinder for at blive gift og få børn. For det er nogle gange til at blive idiot af, og det er jo også er det der sparker serien i gang.
Med det samme ordene har forladt Johannes mund, ser man da også tydelig fortrydelsen i Johannes øjne, der spilles fint af Ida Elise Broch. Men sagt er sagt, og ud på kødmarkedet kommer hun. Her starter det ud med Tinder-pendanten “LoveMatch”, derefter speeddating og videre til at flirte med patienterne på arbejdet. På sidelinjen sidder hendes patient Trine med KOL, der med skarpe bemærkninger fortæller Johanne om hvad der egentlig er vigtigt i livet. Trine er spillet af ingen ringere end Ghita Nørby, der i det store hele får lov til at spille den diva hun i virkeligheden er.
Det sidste afsnit i serien er både det bedste og det værste. Johanne finder frem til hvem hun egentlig vil tage med hjem til jul, som er en dejlig overraskelse. Men det bliver altså også meget tuttenuttet, lidt for selvhøjtidelig og opstillet. Det hiver mig ud af den fine realisme, og det, sammen med ærgerlig sidehistorie om Johannes forældrene, trækker altså ned.
Hele herligheden byder på meget realistiske bud på hvad der er at vælge imellem derude. Men hvem siger man skal vælge?
Realistisk er også nøgleordet for hele serien. Jeg kan sagtens se mig selv i de situationer Johanne kommer ud for, følge hendes tankegang, og krumme tæer og grine sammen med hende. Og det er det der rammer mig og derfor at jeg synes serien er så vellykket.