Nolan’s space odyssey er spektakulær
Christopher Nolan er en af mine all-time favorit instruktør, trods han ikke har så mange film under bæltet og debuterede først i 1998 med hans første rigtige spillefilm ‘Following’; som var en rigtig indiefilm med et budget på ca. $6000, og som blev optaget over et år i weekenderne, når alle havde fri fra job.
Tiderne har ændret sig markant for Christopher Nolan, men kigger vi på hans håndværk, så er det ikke en tilfældighed, at Nolan er blevet en af de mest anerkendte instruktører, og har fået den tillid og budgetter at lege med. Men hvad er det Christopher Nolan er så god til?
Nolan er en sublim historiefortæller, der mestrer at skabe et troværdigt univers, så han får lov til at lege med vores sind og følelser med hans originale visioner. Vi kan med rette læne os tilbage og få stimuleret vores intellekt og sanser på samme tid, i mens vi bliver guidet rundt i hans univers. Nolan “overdriver” aldrig, og han er altid tro mod sine visioner, historier og karakterer; og så formår han altid at samle alle tråde til sidst, og gerne med et “aha – den havde jeg ikke set komme”. Spørgsmålet er om Christopher Nolan kan leve op til de skyhøje forventninger med ‘Interstellar’?
Historie
Da vores tid på Jorden er ved at rinde ud, påtager en gruppe forskere sig den vigtigste opgave i menneskehedens historie. De skal rejse via et ormehul gennem tid og rum for at undersøge om menneskeheden har en fremtid i en anden galakse.
‘Interstellar’ fortæller om det vovede forsøg på at bryde barriererne for tid og rum ned i et desperat håb om at undgå, at den menneskelige race totalt udslettes. Nu skal du ikke forvente, at menneskeheden trues af aliens og en hårdkogt fysiker redder verdenen med tryllestøv og matematiske formler. ‘Interstellar’ bevæger sig både i drama og sci-fi genren, hvor Cooper (Matthew McConaughey) og hans familie er historiens centrum, og giver filmen hjerte i den spektatulære og spændende rejse. Hvis jeg skal prøve at lave en sammenligning, så forstil dig ‘Armageddon’, hvor følelser og relationer driver historien, og metahistorien er at rede menneskeheden. ‘Interstellar’ bevæger sig dog flere niveauer over ‘Armageddon’, og tager også et mere abstrakt perspektiv, som måske nærmere kan sammenlignes med ‘2001: A Space Odyssey’; dog indeholder ‘Interstellar’ en meget mere håndgribelig historie, som Nolan guider dig elegant igennem.
‘Interstellar’ er abstrakt i forhold til videnskaben og indeholder mange lag, som ikke kun handler om relativitetsteorier og matematiske ligninger, men berører temaer som bl.a. kærlighed, familie, frygt, ensomhed og tilgivelse, hvor det hele giver historien et filosofisk perspektiv “Humans are born on Earth, but we are not meant to die here” – du skal se filmen, før du helt forstå, hvad jeg mener. Heldigvis holder Nolan historien på sporet og kører heller ikke ud af romantikkens vej eller bringer unødvendig drama ind i billedet, som vi eksempelvis så med Alfonso Cuaróns ‘Gravity’ – suk.
Tempoet er forholdsvis langsomt, intet forceres, hvilket giver historien den nødvendige tid og plads, så du rigtig fornemmer det store univers, men også får etableret følelser for de forskellige karakterer. 2 timer og 49 minutter er ikke et sekund for langt!
Skuespil
Nolan har valgt skuespillere fra øverste hylde, og det kan ses i alle præstationer! Der er så mange skuespillere og de leverer alle en god præstation. Hvis jeg skal fremhæve nogle enkelte, selvom det måske ikke er helt fair over for de andre, så kan vi ikke komme uden om Oscar vinderne Matthew McConaughey og Anne Hathaway. De overspiller ikke rollerne (som man let kunne tænke sig til andre ville gøre), så den sidder lige i skabet i forhold til at være troværdige, som får os til at investere i karaktererne. I filmen er McConaughey indbegrebet af eventyrlysten med sydstatslignende swagger, der samtidig udstråler en varme, der er kendetegnende for et menneske, der er dybt engageret i sin familie og sætter den over alt.
Mackenzie Foy og Jessica Chastain spiller begge datteren Murph, og de er begge fremragende. Der er helt klart et tydeligt datter og far bånd mellem dem og McConaughey, og samtidig udviser de en viljestærk karakter, der tør at stille spørgsmål. Du kan ikke undgå, at komme til at holde af dem!
Visuelt
Christopher Nolan har udtalt, at han er dybt fascineret af 2001: A Space Odyssey, som var hans første oplevelse med sci-fi genren. Visuelt er ‘Interstellar’ helt klart inspireret af Kubricks 2001; hvor han benytter sig af mange stilbilleder, hvor artefakterne får lov at udfolde sig og tale for sig selv – det virker bare pisse godt! Du føler, hvor små vi er i det uendelig enorme univers. Respekt for at Nolan har ladet sig inspirere af Kubrick og holdt fast i sine principper om ikke at bruge 3D.
Nolan insisterer jo også på, at få bygget det meste og benytte sig af minimalt af CGI, og det har betalt sig. Du fornemmer helt sikkert bedre rumskibet og rumstationerne med de mange detaljer, og hele universet virker meget troværdigt; som også skal tilskrives den visuelle stil og tone i filmen. Detaljerne på rumskibene, rumstationerne m.m. får tid og plads, så vi næsten til tider bevæger os i den kunstneriske sfære; ligesom med 2001: A Space Odyssey. Her tænker jeg også på visualiseringen af ormehullet og rejsen igennem.
Robotten TARS skal også lige fremhæves. Den er bygget efter funktionalitet fremfor æstetik, og jeg er positivt overrasket over designets minimalistiske stil og dens fysiske kunnen/bevægelser. Det er passer rigtig godt til historien, og det er fedt at se, at alle robotter ikke behøver at ligne mennesker; lidt lige som R2-D2 fra Star Wars; dog meget mere avanceret.
Det er en anderledes tilgang af kameraførelse og filmning i forhold til Alfonso Cuaróns ‘Gravity’, hvor Cuarón vandt en Oscar for sine flotte panoreringer, close-up billeder og den svævende kameraførelse, som er med til at skabe intensitet. Personligt synes jeg, at ‘Interstellar’ overgår ‘Gravity’ visuelt, da elementerne kommer bedre til sin ret i ‘Interstellar’.
Musik og lydbillede
Hans Zimmer ser ud til at være Christopher Nolans faste samarbejdspartner, når der skal komponeres en score til Nolans film. Scoren spiller en stor rolle i ‘Interstellar’, som bringer intensiteten fremfor hurtige kamerabevægelser og klip. Hans Zimmers score er storladen og episk, der får dig til at MÆRKE filmen, som snedigt understøtter de filosofiske perspektiveringer, og samtidig er med til at gøre filmen storslåede. Intet mindre kunne gøre det, da det er et univers og en film i den helt store skala, og den fortjener en bombastisk score for at udfylde potentialet af filmen.
Det er dog langt fra hele tiden, at vi rammes af den episke og storladen score. For at scoren skal have størst effekt, så behøver publikum også stilhed; og stilhed finder du ude i rummet og ude på landet. Det er helt perfekt spottet, at musikken skal begrænses og lade omgivelsernes lyde komme til rette.