Filmanmeldelse: Lyset i havet

‘Lyset i havet’ er en filmatisering af bestselleren ved samme navn af M. L. Stedman. Filmen med den originale titel ‘The light between oceans’ har premiere i dag d. 8 september.

Instruktør og manuskripforfatteren bag er Derek Cianfrance, som ellers har ‘Blue Valentine’ og ‘The Place Beyond the Pines’ på sit CV – begge film med Ryan Gosling i hovedrollen. Denne gang har det været svenske Alicia Vikander og amerikanske Michael Fassbender (som btw dater) som skulle instrueres.

Historie

Ønsker du at springe referatet af filmen over, skal du bare begynde at læse under det første billede.

Tom (Michael Fassbender) er fyrtårnspasser og bor på den meget afsides ø Janus, med sin kone Isabel (Alicia Vikander). Ulykken rammer parret, da de har svært ved at få børn, og Isabel aborterer hver gang hun bliver gravid. En dag driver en båd i land. Ombord er en død mand og en levende baby. Isabel får Tom overtalt til ikke at informere om båden og dens passagerer, på trods af at det er stærkt imod reglerne. Isabel ønsker nemlig at tage barnet til sig.

‘Lyset i havet’ er en meget rolig film. Tempoet er ret langsomt, og egentlig sker der ikke så vildt meget. Det er mig uforståeligt, at man har lavet filmen 2 timer og 10 minutter lang, med så lidt historie. Pga. tempoet vil jeg være sikker på at mange mennesker vil kede sig undervejs. Fortællingen er nemlig ikke særlig nervepirrende, overraskende eller fængende. Man er ikke på nogen tidspunkt i tvivl om hvor historien skal hen. På trods af, at jeg ikke havde set trailer eller læst om filmen før jeg så den, så jeg blev ikke overrasket over en eneste begivenhed.

Filmen er et drama om kærlighed og at miste – men ikke på en særlig storladet eller rørende måde. Jeg bliver aldrig påvirket af filmen og jeg kan ikke føle den inde under huden. Jeg er dog ikke i tvivl om at filmen forsøger at få mig til græde og have ondt i hjertet hvert andet minut – men jeg føler det altså aldrig. Jeg prøver ellers virkelig at leve mig ind i fortællingen – men det er som om, at personerne er for intetsigende og historien for simpel og uoriginal. Jeg vil ikke sige at jeg keder mig under filmen, for jeg var i humør til bare at sidde og slappe af til det rolige tempo. Men jeg er sikker på at der er en del, som vil mangle noget som kan fange dem i filmen.

Når jeg læser filmens handling i pressematerialet, så bliver der bl.a. nævnt bundløs depression, dyb sorg og langsomt spirrende kærlighed. Og det lyder jo alt sammen spændende og som en film fyldt med følelser – men filmen hentyder kun kort til disse følelser, og formår slet ikke at få dem kommunikeret ordentligt ud til publikum. De udnyttes ikke nok til at skabe dramaet og dets konflikter. Det er sjældent jeg synes, at en film skal være mere udtalende i sit sprog, og understrege karakterers følelser, holdninger, oplevelser osv endnu mere markant – men det burde den her film klart have gjort, for de små hentydninger som ikke tages ordentlig op, bliver sgu for kedeligt.

Dette bidrager så stærkt til filmens største svaghed: karakterne er direkte røvsyge. Historiens vægt lægger hovedsageligt på de to hovedpersoner og deres forhold, så når det ikke er særlig spændende, så er der som sådan ikke særlig meget tilbage.

Jeg håbede på en film hvor man virkelig holdt af karakterne, følte for dem, og næsten var forelsket i det forhold de havde til hinanden. Det tilhørsforhold og den interesse i karakterne skaber filmen slet ikke. De er generelt langt fra publikum, og det er svært at føle man forstår og kender dem. Og når filmen er så stille og rolig og karakter-præget, så bliver det altså svært at fange publikum. For jovist, der er drama og konflikter som ikke er bundet i forholdet mellem karakterne – men den konflikt er ret tør, den er set mange gange før, og den præsenteres på en virkelig kedelig måde. Og så afhænger den, igen, af karakternes reaktion og følelser.

Skuespil

Der er ikke nogen tvivl om, at Alicia Vikander og Michael Fassbender er både meget talentfulde og smukke mennesker. Jeg har da heller ikke en finger at sætte på deres skuespil, som var helt fint, helt standard – ikke noget man bliver blæst bagover af.
Jeg kan dog ikke lade være med, at udtrykke en smule skuffelse over, at deres kemi ikke skinnede mere igennem. Jeg går ind til filmen med den viden, at de to jo er kærester i virkeligheden og det faktisk er deres første film sammen. Derfor forventer jeg også det helt store romantik-fyrværkeri og en meget tydelig kemi og ømhed imellem dem. Men nej, ingen kærlighedssødme til mig. Måske er det også for meget at forlange? Det har ihvertfald klart noget at gøre med de dødsyge karakterer de spiller. Der er ikke meget liv i dem.
Men er det så skuespillernes skyld? Jeg ved det ikke helt, men jeg tror det ikke.
Alicia Vikander har det med at spille på den helt samme måde i alle film. Hun er en dygtig skuespiller, men hun har ikke meget variation (godt man er så gudesmuk). Jeg kan dog alligevel sagtens føle med og noget for hendes karakterer, hvis det er den rigtige film og den rigtige person. I ’Lyset i Havet’ gør hun som hun plejer, derfor er det ikke dårligt, men rollen er bare kedelig.
Michael Fassbender ved jeg også, fra andre roller, er enormt dygtig og virkelig kan fange publikum – men hans karakter er direkte røvsyg og bliver aldrig præsenteret og uddybet så vi kommer til at holde af ham.

Visuelt

Visuelt er ’Lyset i Havet’ en enormt smuk film. Klipningen og præsentationen er som resten af filmen helt rolig, hvilket nærmest giver en form for meditation på billedsiden. Indholdssiden af billederne er til tider også rolig og stille – men ofte også barsk og vild. Det er det smukke landskab og havet som er i centrum, med klipperne, græsset, bølgerne og stranden. Der gives god plads til at vise naturen, men det tager aldrig overhånd og det bliver aldrig gentagende. Især havet er der fokus på, og det er enormt smukt og fascinerende, både vildt og roligt.
Som den anden halvdel af filmens titel også dikterer, så er der tænkt meget over lyset. Det smukke lys og solen bliver udnyttet på mange forskellige måder, og skaber nogle smukke billeder i flotte naturlige farver.
Derudover er der måske lige lovlig mange close-ups – close-ups kan være smukke og give intensitet og nærvær til karakterne – men det kan sgu også blive lidt kedeligt i længden.

Musik og lydbillede

Filmen har et enormt smukt og beroligende soundtrack. Musikken er meget simpel og det hele instrumentalt. Den skaber en ro og en eftertænksomhed til filmen, som jeg rigtig godt kan lide. Den er også ofte trist, hvilket er med til at give hele filmen en lidt sørgelig tone.