Platte prutter i Det Vilde Vesten.
Seth MacFarlane, manden bag den animerede tv-serie ‘Family Guy’, og Mark Wahlberg filmen ‘Ted’ med den flabede og talende bamse, er tilbage med endnu en spillefilm, som han selv har instrueret, skrevet, produceret og spiller hovedrollen i.
Det Vilde Vesten får en ordentlig omgang af MacFarlanes platte humor, og der bliver ikke sparret på prutter, vittigheder med/om kønsdele og argumenter om hvor klamt og nedern Det Vilde Vesten må have været.
MacFarlane byder en hjerteligt velkommen til sit platte og pruttende univers, som kalder på publikums inderste barnlige humor, der vel ligger gemt i os alle på en eller anden måde.
Historie
Albert (Seth MacFarlane) er, hvad man i Det Vilde Vesten nok ville betegne som, en rigtig lille svans. Han snakker sig ud af skuddueller, han har en masse får, som han ikke kan holde styr på, han har intet moustache og han kan ikke mande sig op til det hans kæreste, Louise (Amanda Seyfried), gerne vil have.
Efter at have snakket sig helskindet fra en skudduel, dumper Louise Albert, og Albert hænger herefter en del med næbet. Han synes ikke selv han dur til noget, han hader Det Vilde Vesten fordi at der er SÅ mange forskellige måder du kan dø på (som titlen hentyder), at det nærmest ikke er værd at leve. Og ja, så er han virkelig dårlig til at holde styr på de får, som han hyrder, hvilket er træls.
Men da Albert støder på den mystiske Anna (Charlize Theron), der er fyldt med selvtillid og ved hvordan man håndtere en pistol, får han påny fyldt sig selv med mod og en tro på sig selv, da Anna lærer ham at skyde og se alle de gode ting ved sig selv.
Desværre ved Albert ikke, at Anna i virkeligheden er gift med Clinch Leatherwood (Liam Neeson), der med irsk accent og styg attitude fejer alle af vejen, han ikke bryder sig om – og han bryder sig slet ikke om, at Albert holder lidt i hånd og har et godt øje til hans kone.
Albert må bruge sin ny vundne selvtillid og og snilde med en pistol, for at overvinde Clinch’ tyranniske western smæk, og få den kvinde, han har drømt om.
‘A Million Ways to Die in the West’ er meget lige til. Historiens forløb kan næsten forudses efter blot 20 min. spilletid. Den er heldigvis pakket godt ind i MacFarlanes humor, som i høj grad også er fokuset i filmen. For historiens clichéer kan godt kede en en smule – der er ikke noget nyt modigt tiltag i MacFarlanes western, ud over at den har prutte jokes og en masse andre bisserare vittigheder – som en mand, der får knust sit hoved under en kæmpe isblok, en sælger, der ud at det blå, voldsomt bliver stanget ned af en tyr, eller folk der pludselig bryder i brand, pga et gammeldags fotografi apparat. Og så har MacFarlanes får peniser som mænd, som kan finde på at tisse ham i hovedet.
Det er ærgerligt, at MacFarlane ikke selv formår at skabe en modigere historie, der er mere kreativ, da han selv er kendt for netop at lave sjov med sådanne clichéer i hans animerede tv-serie ‘Family Guy’, der nu er oppe på hele 12 sæsoner.
Humoren er så plat, at man nærmest ikke kan lade værd med at smågrine af og til. Ind i mellem kommer der da også vittigheder, der gør nar af den måde Det Vilde Vesten var indrettet på – f.eks. bliver der sat spørgsmål tegn ved hvorfor de ALDRIG smilede på fotografier den gang, eller hvorfor folk var så edderspændt rasende den gang, og de bare SKULLE afslutte en konflikt, hvor den ene af de to duellanter skulle dø.
Det er vittigheder, som de fleste kan være med på, da vi alle kender til disse typiske kendetegn ved westerns og livet i Det Vilde Vesten.
Men man kan ikke lade vær med at ønske at MacFarlanes historie havde været en smule mere modig – det lader til, at MacFarlanes vision med filmen, har været at komme med så mange referencer, fra andre film og især westerns, samt at brygge så meget af hans egen humor ud af western genren, hvilket vil falde i hans fans smag, men ikke nødvendigvis underholde resten af publikummet.
Skuespil
MacFarlane gør det fint som Albert, men han lader til bare at spille sig selv, langt hen af vejen. Der er ikke mange nuancer i skuespillet – heller ikke Liam Neeson får virkelig lov til at folde sig ud, og vise den bad ass, som han ellers til dato har vist i så mange nyere action film.
Charlize Theron er skøn som den sarkastiske Anna, der med ben i næsen, men samtidig en følsom side, hjælper Albert på vej. Neil Patrick Harris spiller Louise’ nye kæreste, Foy, der med overlegenhed og et smidigt moustache tværer Albert i jorden med jokes om hans får, hvilket Albert synes er rimelig tarveligt.
‘A Million Ways to Die in the West’ er en komedie, der byder på skuespil, der er passende til dens genre og historie, dog uden mange overraskelser.
Visuelt
Produktions designet er helt i top, og billederne af prærien er fortryllende og flotte. Der skabes en ægte western stemning på den front – især virker stemningen i den lille flækkes saloon og bordel rimelig autentisk – lige indtil man høre de prostitueredes ønske om mere “cowboy sperm” i ansigtet, oppe fra de mørke kamre – så ved man, at man ikke er i Det Vilde Vesten, men oppe i MacFarlanes hoved igen.
Musik og lydbillede
Musikken virker ikke typisk western, men fungerer udmærket til både de følsomme, sjove og dramatiske situationer. Da MacFarlane også er en musikalsk anrettet person (bare se hans sang om skuespillerinders bryster ved Oscar showet 2013), skylder han os da også en sang – denne gang med får, som han i sit syretrip forestiller sig har moustache, høje hatte og, selvfølgelig, menneske peniser, som tisser op i luften. Denne sekvens illustrerer ganske udmærket humoren i hele filmen – det er plat… så plat, at man ikke kan lade vær med at klukke, bare en smule.
