At blive gammel er vist noget, vi alle frygter en smule. Tanken om at blive så afkræftet, at man ikke selv kan gøre noget og man sidder alene glemt et sted. Men denne norske dokumentarfilm gør op med denne fordom ved at følge en gruppe ældre kvinder, der spiller volleyball.
Historie
I mere end 40 år har en gruppe kvinder spillet volleyball for hyggens skyld, og de kalder sig selv for optimisterne. Den yngste kvinde er 66, mens den ældste er Goro på 98, der troligt tropper op til hver træning iført lyselilla converse. Men nu er tiden kommet til at spille en rigtig kamp mod et andet hold. Dokumentaren følger kvinderne i deres søgen på nogle værdige modstandere, og der er vist noget om, at der findes en gruppe svenske gentlemen på den anden siden af grænsen, der er friske.
Det er en interessant og rørende historie, vi får fortalt. Vi får lov til at være tæt på nogle udvalgte damer og være hos dem på banen og i deres eget hjem i løbet af et år. Vi får deres tanker omkring alderdom og død, mens vi ser dem håndtere deres daglige skavanker. Desværre får vi ikke meget at vide om dem ud over enkelte scener, der dog er meget effektfulde. Jeg ville dog gerne have haft mulighed for at lære dem bedre at kende. For de virker til at være en herlig flok kvinder.
’Optimisterne’ er ikke altid lige stærk, og nogle steder vandrer dokumentarfilmen også lidt rundt uden et egentligt mål, men vi kan ikke komme udenom, at det er en hjertevarm fortælling om en gruppe elskelige gamle kvinder, der beviser, at fællesskab og latter er den bedste medicin.
Emne
’Optimisterne’ er en hyggelig dokumentar, der gør op med, at alderdom er noget farligt noget, der rammer os og gør os til sløve, grå mus. Her har vi at gøre med en gruppe kvinder, der ikke lader sig gå ned på grund af en brækket ryg eller kræft.
På et tidspunkt får vi at vide: ” Det er ikke alder eller hvor du er, der betyder noget. Hjertet bestemmer. Det er hjertet, der virkelig kan få dig til at brillere – lige meget hvor eller hvornår”. Og de her ældre kvinder har i sandhed stærke hjerter. De nyder fællesskabet og det sjov, som de har til volleyball. De bevæger sig ude i sneen med deres skirollatorer, rider ture på heste, dyrker gymnastik og cykler. De lader ikke skavanker stoppe dem fra at være aktive. Derudover er et af filmens budskab, at det er vigtigt med et socialt netværk. Vi får at se, hvor meget det betyder for kvinderne, at de har hinanden. De hepper på hinanden og griner med hinanden.
Visuelt
Gulhild Westhagen Magnor har formået at give os et indblik i kvindernes liv uden at det virker påtrængende. Hun laver en naturalistisk observation og viser os venskaberne og glæden ved fællesskabet. Det er dog nogle steder i løbet af filmen, hvor det virker opstillet, men det tilgiver man hurtigt.
Derudover byder dokumentaren også på den flotte natur i Norge, mens vi følger damernes træning om vinteren.
Musik og lydbillede
Der er flot klassisk klaverspil og underlægningsmusik af Stefan Nilsson, som passer godt til billederne af den norske natur, men det er overvejende livsglad mexicansk mariachi musik, der fylder i fortællingen om ’Optimisterne’. Jeg forstår godt meningen bag valget, men jeg må indrømme, at jeg under hele dokumentaren var ret forvirret over valget af denne mexcikanske musik til en norsk film. At der så senere faktisk optræder et mariachi band gør det ikke meget bedre.