Der er kommet endnu et skud på superhelte-stammen. Captain Marvel går nu sammen med Ms Marvel fra serien af samme navn og Monica Rambeau kendt fra ‘Wandavision’. Kan de redde dagen denne gang?
Historie
Marvel universet (eller rettere multiverset) vokser fortsat i rasende hast. Det forsøger ‘The Marvels’ ihærdigt at samle op på, hvor både Kamala Khan og Monica Rambeau får lov at komme ud af deres serier og op på det store lærred. Carol Danvers, eller Captain Marvel som hun bedre er kendt fik gjort kål på Kree-folkets tyrraniske Supreme Intelligence i sin egen film fra 2019, men må nu samle stykkerne op fra et univers, der langsomt falder fra hinanden. Det bliver opdaget at en kree-kriger nu render rundt og skaber ravage i forskellige galakser, og Carols kræfter bliver nu ved et uheld kædet sammen med Khamala Khan og Monica Rambeau. Alle heltene kan manipulere lys på den ene eller anden måde, og de må nu teame op for at stoppe kree-folket.
Det er langtfra en simpel præmis, og man skal da også holde tungen lige i munden for at holde styr på handlingen i tidligere film såvel som serier. Det kan være en smule disorienterende til tider, da fortællingen bringer os til fjerne galakser med lynets hast. Man får lidt fornemmelsen af at det hele bliver en anelse usammenhængende pærevælling af døende planeter og kattemonstre.
Til tider er det en fornøjelse bare at lade sig hive med i virvaret af indtryk, men andre gange bliver det hele simpelthen for hurtigt og for fjollet, uden egentlig at være så sjovt, som filmen selv synes. Dog holder den sig under to timer, hvilket er imponerende når man tager i betragtning hvor meget den gerne vil nå.
Skuespil
Brie Larson indtager igen sin rolle som Carol Danvers, hvilket hun tidligere har været ret udskældt for hos de mere emsige Marvel-fans. Mange bryder sig ikke om den lidt stive, akavede måde, at Larson har valgt at gå til rollen, og det er da også rigtigt nok, at det tager tid at holde af hende- faktisk lige indtil ‘The Marvels’ var jeg enig i, at hun virkede for kold og kynisk, men her får hun lov til at bløde lidt mere op og være lidt mere fjollet. Det er svært ikke at tro, at der har været tænkt over at få gjort hende mere menneskelig i denne film for at råde bod på hendes tidligere koldhed.
Særligt samspillet mellem Larson, Teyonah Parris (Monica Rambeau) og Iman Vellani (Ms. Marvel) er sødt og troværdigt, og de bringer de bedste frem i hinandens karakterer. Særligt bringer unge Ms Marvel med sin fangirl-agtige attitude og teenage entusiasme et kærkomment frisk pust blandt de stramme miner.
Desværre lider filmen af et af de typiske Marvel-problemer: en virkelig forglemmelig skurk. Hvor andre dele formår at løfte sig op og ikke tage sig selv alt for seriøst, falmer skurken lidt i baggrunden, og det er svært at finde et eneste karaktertræk, der adskiller sig fra den efterhånden ret store stime af superskurke, som Marvel-heltene har været op imod. Og det er virkelig synd, når der ellers bliver fremsat hele tre helte, man gerne vil heppe på.
Visuelt
Filmens billedside er typisk Marvel en spraglet affære overpøset med CGI. Dog er ‘The Marvels’ tilpas fjollet nok i sin fortællestil, at computergrafikken klæder den, fremfor hindrer den, og de fleste effekter er troværdige og passer godt ind i universet.
Det store problem er dog det faktum, at filmen ikke rigtig har en særpræget identitet. Når alle karakterer skal passe ind i hinandens universer betyder det også, at ingen af deres egne film og serier rigtig får lov til at skille sig ud fra hinanden, men blendes sammen i et stort helte-makværk med lidt for mange personligheder.
Musik og lydbillede
Lyden i ‘The Marvels’ bærer samme problem som det visuelle: det er på ingen måde dårligt- musikken svælger op, når den skal, og lydsiden er med til at grounde de mange slag, kræfter og rumskib, der farer rundt på skærmen, men der er ikke noget særligt ved lige netop ‘The Marvels’ i sammenligning med alle dens forekommere. Det er ikke sådan, at nogen kommer til at fløjte Captain Marvels tema for sig selv på vej ud af biografen.