God familiefilm der tager fat i klassiske temaer og smukke budskaber.
Instruktørerne Nat Faxon og Jim Rash er klar med deres debut film ‘The Way, Way Back’. De er dog ikke nye i filmbranchen, da de har skrevet manuskriptet til filmen ‘The Descendants’, og har medvirket i forskellige film og tv-serier. Nat Faxon er bl.a. kendt fra filmene ‘Bad Teacher’ og ‘Zookeeper’, og Jim Rash har bl.a. medvirket i ‘Minority Report’, men er nok mest kendt fra TV-serien ‘Community’. Både Nat Faxon og Jim Rash medvirker i ‘The Way, Way Back’ med mindre roller.
Historie
14 årige Duncan (Liam James) er tvunget til at tilbringe sommerferien med sin mor Pam (Toni Collette), hendes nye kæreste Trent (Steve Carell) og hans datter Steph (Zoe Levin). Duncan er en enspænder, som ikke rigtig føler, at han passer ind nogle steder; hvilket Trent og hans datter minder ham om hver dag. De skal tilbringe sommeren i Trents gamle hus i en lille by helt ud til kysten. Her bliver den nye familie introduceret til Trents gamle liv og venner, som både har sine fordele og ulemper for alle i familien.
Duncan møder den voksne og karismatiske Owen (Sam Rockwell), der forstår at nyde livet, og arbejder som opsynsmand i vandlandet Water Wizz. Owen er super god til børn, og føler straks, at Duncan ikke er lykkelig. Derfor ansætter han Duncan i vandlandet, som bliver Duncans tilflugtssted og frirum fra hans problemer i sommerhuset.
Historien er meget klassisk i forhold til familietemaerne, men det gør nødvendigvis ikke filmen dårlig. Det er meget relevante temaer i forhold til nutidens familieliv, som filmen tager os igennem fra et teenage perspektiv. Det er næsten en film som Disney Pictures kunne have produceret, og det er ikke negativt ment. Nat Faxon og Jim Rash går endda skridtet videre i forhold til en typisk Disney film, og giver mere plads til karaktererne og selve situationerne, hvor flere scener får lov at spille sig selv helt ud, som forstærker de pinlige og akavet situationer endnu mere. Alt i alt, så lykkedes denne teknik med de lidt længere scener for det meste i filmen, der er med til at give mere dybde og autencitet til karaktererne og historien. Hvis jeg skal være MEGET kritisk, så kunne filmen måske nøjes med at være 90 min. fremfor 103 min.
Skuespillernes præstation
Man må rose Nat Faxon og Jim Rash for at give historien nogle karakterer, der alle er meget underholdende, spøjse og kærlige på deres helt egen måde; hvilket også er med til at hive filmen op. De undgår desværre ikke helt, at nogle jokes virker lidt forceret.
I hovedrollen har vi Liam James, der spiller den utilpassede teenage dreng Duncan. Liam James er en forholdsvis ukendt skuespiller, der har fået chancen i en okay stor hovedrolle. Jeg kan kun klappe i mine hænder over hans præstation, og dejligt at se, at de tør at satse på unge talenter. Han er eminent til at formidle den her generte dreng, der føler sig meget utilpas omkring andre folk, hvor det tit bliver meget akavet. Samtidig falder man mere og mere for Duncan, og det er nok fordi, at Liam James stadig formår at give karakteren en vis uskyldig charme.
Steve Carell behøves vist ikke nogen introduktion. Kofi og jeg var begge inde og se filmen, og Kofi var lidt ambivalent overfor Steve Carell i en mere seriøs rolle; er Steve Carell typecastet for meget og dermed blevet sat lidt i bås? Jeg synes der i mod, at Steve Carell gjorde det rigtig godt, og jeg købte hele “stedfar-pakken”. Typen der “prøver” at komme godt ud af det med morens søn, men har sit helt eget verdenssyn og egne regler, der i stedet skaber knas på linien mellem stedfar og søn. Han var god til at have den her latent hårdhed overfor drengen, selvfølgelig til tider mere eksplicit i sin grovhed. Steve Carell formåede at give Trent et mere nuanceret billede, så vi samtidig forstår, hvor han kommer fra.
Generelt for alle skuespillere, så var de gode til at give deres karakterer dybde og historie på en måde, at vi alle forstår deres indre konflikter og årsagen der til. Dette gælder ikke mindst Toni Collette (Hitchcock, Little Miss Sunshine, In Her Shoes), der spiller den kærlige mor Pam, der samtidig bliver nødt til at arbejde for sit kærlighedsliv, så hun ikke ender med at blive ensom. Hendes nye kæreste Trent viser hende en ny verden, hvor hun både bliver lidt imponeret, men også bliver nødt til at spille med, trods det går ud over hendes søn. Toni Colette udtrykker de indre konflikter på bedste vis; noget som unge skuespillertalenter burde studere.
Allison Janney (American Beauty, Juno, Niceville) spiller den søde nabo, Betty, der er Trents gamle veninde. Betty er den meget snaksaglige type, der aldrig holder sig tilbage, og siger altid tingene lige ud af posen. Betty er en herlig karakter, der faktisk står for meget af filmens humor. Allison Janney er skarp, og leverer replikkerne og timingen i højeste klasse.
Sam Rockwell (The Green Mile, Charlie’s Angels, Iron-Man 2) spiller den karismatiske og charmerende Owen, der bliver Duncans bedste ven i den lille sommerferieby. Jeg har ikke set så mange film med Sam Rockwell, men for mig, så står han tit for de lidt overfladiske og kække roller. Jeg forventede faktisk lidt det samme i den her film, specielt ud fra filmens genre og filmens trailer. Men han overraskede mig, og han gjorde ligesom resten af holdet, gav hans karakter Owen mere dybde og flere nuancer. Selvom han selvfølgelig skal være den sjove “dude”, så formår han også at vise en følsom og kærlig side, som både klæder karakteren, men så sandelig også filmen.
Resten af holdet gør det også fint. Jeg føler ikke, at der er ikke nogen bemærkelsesværdige momenter (både gode eller dårlige), der behøves at fremhæves fra de andre skuespillere. De gør det alle godt, og jeg føler helt sikkert, at de har hjertet med i deres karakterer og præstationer. Det gælder AnnaSophia, Maya Rudolph, Rob Corddry, Amanda Peet, River Alexander, Zoe Levin, Nat Faxon og Jim Rash.
Visuelt
Det er ikke en film, der spiller med de visuelle muskler; hvilket selvfølgelig slet ikke er nødvendigt i sådan en film som ‘The Way, Way Back. Der var ikke noget specielt der fangede vores øjne, så det bliver til en middel karakter herfra Filmpuls.
Musik og lydbillede
Filmen havde nogle gode sange, der i et begrænset omfang var med til at forstærke de forskellige følelser. I forhold til musik og lydbillede er filmen meget ordinær, men rammer selvfølgelig de klassiske stemningssange, der skal være i en dramedy.