34 dage inden den berygtede Theranos-stifter Elizabeth Holmes sendes i fængsel for massivt investorbedrageri, inviterer hun et skeptisk filmhold indenfor for at følge hende helt tæt på. Hvad der starter som et portræt af en dømt svindler, udvikler sig til en surrealistisk og tankevækkende rejse, hvor grænserne for sandhed, manipulation og tillid udfordres.
Historie
Lance Oppenheim og Nathan Fielder står bag en af nutidens mest omdiskuterede dokumentarer, der trods sin åbne titel har været fuldkommen indhyllet i mystik. Hvis man har bare lidt kendskab til den geniale galskab, der præger et typisk Nathan Fielder-projekt, så har man i det mindste en idé om, hvad ’You Can See Everything’ har at byde på … og så alligevel ikke.
Fielder befinder sig midt i felten af magtfuld manipulation og boblende bedrageri, hvor han sætter sig selv og sin film i skudlinjen mellem sandheder og løgne. Fakta og fiktion bølger ind over hinanden midt i det idylliske strandhus, som Elizabeth Holmes og hendes familie befinder sig i. Selvom Fielder bringer sit velkendte udtryksløse blik og knastørre kommentarer, bliver han udfordret mere end nogensinde før, når han indgår i en (u)frivillig stirrekonkurrence med filmens ekstremt bizarre hovedperson. Har Fielder endelig mødt sin overmand i absolut underlighed?

Selvom vi som publikum sættes i sædet lige ved siden af Nathan og tager del i de akavede samtaler og lange blikudvekslinger, så er det ikke, fordi vi nødvendigvis bliver klogere på alle sagens store spørgsmål. Hvis man som publikum ønsker at gå ud af biografsalen med en større viden om filmens hovedperson, hendes opfindelse og hele retssagen omkring hende, bliver man formentlig skuffet. Ønsker man derimod at tage del i en uforudsigelig rejse dybt ind i menneskets psyke, hvor selve dokumentargenren udfordres, og linjen mellem fakta og fiktion langsomt udviskes, så er det bare med at købe en biografbillet.
Det er også her, filmens største styrker ligger; spejlingen af hovedpersonen og hendes metoder. Holmes blev kendt for at fremstille sig selv med dybere stemme og sort rullekrave for at virke mere troværdig. Oppenheim og Fielder leger også med iscenesættelse og vender hendes egne metoder imod hende – og imod os. Filmen bliver et psykologisk studie i bedrageri, troværdighed og hvor langt vi som mennesker vil gå for at opretholde en facade. Filmen masserer Fielders frustrationer ind i historien og gør usikkerheden omkring ægtheden fuldstændig bevidst. Hvornår spiller Holmes skuespil, og hvornår gør hun ikke? Filmen lader os mærke på egen krop, hvor nemt det er at blive manipuleret, og hvor svært det er at gennemskue et andet menneske.
Visuelt
Filmholdet bag ’You Can See Everything’ har haft helt enormt meget adgang til Holmes og hendes familie. Det betyder også, at det har skabt en organisk frihed i filmsproget og måden, filmen er sat sammen på. Billedsiden spiller en enormt vigtig rolle i, hvordan filmens historie fortælles, og hvilke følelser man får som publikum. Intense nærbilleder, statiske totaler og ubehagelige zoomture. Filmen lykkes med både at sælge det interessante, det fascinerende, det skræmmende og det humoristiske gennem sin visuelle stil. Ironisk nok skaber billedsiden vel den mest troværdige verden omkring utroværdighed, man overhoved kunne forestille sig.




Musik og lydbillede
Ikke alle dokumentarer har et soundtrack, og ikke alle har nødvendigvis brug for et. Jeg ved ikke, om ’You Can See Everything’ som sådan havde brug for et – da værket er vildt nok i sig selv – men det fungerer blændende. Komponist Ari Balouzian får skabt et helt fantastisk auditært univers, som matcher historien og det visuelle helt perfekt. Musikken er hypnotisk og insisterende på en måde, der uden tvivl eleverer hver en scene, den akkompagnerer. Det er kompositioner, der kryber under huden på dig, får det til at løbe koldt ned ad ryggen eller får dig til at rykke længere frem i sædet … mere kan man ikke bede om her.


