’Whalefall’ er historien om Jay Gardiner, der tager ud på en dykkerejse i jagten på sin fars jordiske rester. Men hvad der starter som en personlig mission, udvikler sig til et sandt mareridt, da Jay ender i maven på en gigantisk hval. Her må han kæmpe en kamp med både nutiden og fortiden i håbet om en vej ud.
Historie
Filmen er baseret på bogen af samme navn og instrueret af Brian Duffield, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med bogens forfatter, Daniel Kraus. ’Whalefall’ er en fortælling om overlevelse, sorg, selvstændighed og fædrenearv. Både bog og film blander den fysiske kamp om at bryde fri fra hvalens indre med den psykologiske frigørelse af hovedpersonens personlige ballast. Et tosidet slag, der kræver proportionel succes for vores hårdtprøvede hovedperson, Jay Gardiner.
Historiens tematik og symbolik besidder et stærkt jordbundet grundlag for en overlevelsesfortælling, der ellers med sit ret ekstreme koncept i den grad er ude at svømme på dybt vand. Som publikum kræves det, man køber ind på filmens præmis om, at en dykker ikke bare kan ende i maven på en hval, men også have en reel chance for at overleve og undslippe situationen. Men netop balancen mellem det emotionelle og det ekstraordinære virker ikke helt til at være i vatter, når det kommer til filmversionen af ’Whalefall’.
Det er ærgerligt, men nok ikke overraskende, at filmen ønsker at levere en mere rendyrket overlevelsesfilm rettere end et koncentreret karakterstykke. Bevares, det er ikke, fordi filmen ingenlunde inkluderer brudstykker af karakterudviklende elementer, men det føles oftest, som om filmen forsøger at tage den ”nemme” vej ud. Både indre og ydre monologer samt diverse nedslagspunkter i form af flashbacks fylder i filmen, men de forbliver mest af alt lidt gumpetunge og unuancerede. Det emotionelle bånd, som burde holde tråd i fortællingen, trevler for meget undervejs og giver aldrig den stærke synergi i filmen, som man kunne håbe.
Brian Duffield knækker aldrig helt koden for, hvordan man giver sit publikum både de håndgribelige plotudviklende informationer samt de mere personlige og intellektuelle af slagsen. Det virker alt for ofte, som om vores hovedkarakter leverer information for vores skyld rettere end til gavn for sig selv eller fortællingen. De fleste flashbacks hægter sig aldrig for alvor fast, og den altopslugende metafor om, hvordan Jay langsomt ”kvæles” af sine uforløste traumer, skyldfølelse og sorg – indtil han til sidst tvinges til at konfrontere sin far og deres fælles fortid – springer aldrig rigtig ud af lærredet i samme grad som fra bogens sider.
Selvom bogen står sort på hvidt, er kernefortællingen langt mere nuanceret. For trods historien i bogen bygger op til et velfortjent klimaks på den store symbolske klinge, så er filmen gået en anden vej og taget sig en del friheder, der blandt andet frarøver fortællingen denne mere ”direkte konfrontation” fra bogen. Det samme gælder faktisk også hele filmens forløb, hvor der introduceres mere letforståelige og banale elementer, der flytter ’Whalefall’ fra noget med dybde til noget langt mere overfladisk. Det er ærgerligt, for Duffield har orkestreret en intens overlevelsesthriller, der bestemt kryber under huden, men desværre får den aldrig helt ram på sjælen…
Skuespil
Hvis en film som denne skal fungere, kræver det, at den centrale skuespillerpræstation er i top. Heldigvis er Austin Abrams perfekt castet i rollen som Jay Gardiner. Særligt blandt Hollywoods mange tandpastasmil og muskelbundter er det enormt forfriskende med en skuespiller, der er så ægte og umiddelbar, som det er tilfældet med Abrams. Han prøver på ingen måde at ligne en fotomodel, når han forsøges fortæret af en kæmpe kaskelothval, men disker i stedet op med pinefulde grimasser, paniske skrig og udmattende åndedrag. I mere end én forstand er ’Whalefall’ ingen catwalk – og det fanger Austin Abrams fuldt ud.
Resten af castet er til gengæld mest af alt som dråber i havet, da de ikke har mange minutters skærmtid. Lige bortset fra Josh Brolin selvfølgelig, i rollen som Jays følelseskolde far, Mitt, der utvivlsomt er en mand skåret fra den gamle skole. Selvom Brolin er en bundsolid skuespiller, er hans rolle forholdsvis vag og unuanceret. Han leverer det, han skal, men hans talent bliver ikke udnyttet til fulde.
Visuelt
På åbent vand er der et hav af muligheder, men i maven på en hval er restriktionerne mange. Brian Duffield viser os dog, hvor meget man kan få ud af så lidt plads, og excellerer i eminent klaustrofobisk kameraføring. Som publikum trækkes man med ind i mellemgrunden mellem liv og død og kæmper ligeledes med manglen på ilt i biografsædet. Ultra-intense closeups i slimede og afskyelige afkroge er vinderopskriften, der får publikum til at vride sig i afsky og ubehag i løbet af filmens intense handlingsforløb.
Så snart Jay træder ud i vandets voldsomme bølger i mødet med havets ubarmhjertige uendelighed, er man så godt som suget ind i filmens dyriske maskinrum. Duffield forsøger at gøre havets vidunder til sit eget visuelle vidunder, og det lykkes ham også langt hen ad vejen. Filmen er en visuel oplevelse, der skal ses på det store lærred, hvor den kommer til sin fulde ret. At se filmen i stuen på stream ville få handlingsforløbet til at gå fra en mand, der bliver foræret af et af verdens største pattedyr, til en mand, der bliver spist af en tunfisk … og det er bare ikke just det samme.
Musik og lydbillede
Hvordan lyder det egentlig at blive spist levende af en kæmpemæssig hval? Det er der ikke rigtig nogen, der ved med sikkerhed, men ’Whalefall’ disker op med et ganske habilt bud. Hele filmen er faktisk fyldt med fantastiske eksempler på, hvordan undervandets uendelige verden lyder, og lydsiden er nærmest en hovedrolle i sig selv. Tilføj så et ganske klædeligt soundtrack af Joseph Trapanese, og så har man egentlig fuldendt hele den audiovisuelle med manér.