Thomas Vinterberg er den første danske instruktør, der kan prale med to Golden Globe nomineringer.
I 1999 blev Thomas Vinterbergs film ‘Festen’ slået af den brasilianske film ‘Central Station’ i kampen om en Golden Globe for bedste ikke engelsksprogede film. Nu i 2013 har Thomas Vinterberg igen muligheden for at vinde en Golden Globe i samme kategori med filmen ‘Jagten’, hvor Mads Mikkelsen spiller hovedrollen. Det kommer måske ikke heeelt som den store overraskelse, da ‘Jagten’ allerede har modtaget mange flotte priser ved diverse filmfestivaler.
De andre filmkandidater til en Golden Globe for ikke engelsksprogede film er den franske film ‘Adéles liv – kapitel 1 & 2′ (vinder af den prestigefyldte Guldpalme i Cannes), ‘Den store skønhed’ (italiensk), ‘Le Passé (iransk) og ‘The Wind Rises’ (japansk tegnefilm).
De to spidskandidater til Golden Globe må være ‘Jagten’ og ‘Adéles liv – kapitel 1 & 2’, hvor sidstenævnte må have en lille favoritrolle. Jeg er vild med begge film, men med en pistol for panden og jeg skal vælge, så bliver det nok Kechiches ‘Adéles liv – kapitel 1 & 2’ – sorry Vinterberg.
Hvilken film er din favorit til Gloden Globe prisen?
Amerikanske favoritter til Golden Globe
’12 Years a Slave’ og ‘American Hustle’ er de helt store favoritter med syv nomineringer hver, efterfulgt af ‘Gravity’ med fire nomineringer.
Nomineringer til bedste film i kategorien drama er ’12 Years a Slave’, ‘Gravity’, ‘Captain Phillips’, ‘Rush’ og ‘Philomena’.
Nomineringer til bedste film i kategorien musical/komedie (jeg forstår ikke helt kategori inddelingen) er ‘American Hustle’, ‘Nebraska’, ‘Inside Llewyn Davis’, ‘HER’ og ‘The Wolf of Wall Street’.
Du kan se alle nomineringerne på Golden Globes officielle side.

