Klovn. Casper Christensen. Frank Hvam. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
Copyright: Nordisk Film Fotograf: Per Arnesen

Serieanmeldelse: Klovn – sæson 8

Sidst opdateret:
Din bedømmelse0 stemmer
4

Frank Hvam og Casper Christensen er tilbage! Den nye sæson 8 af ‘Klovn’ er udkommet og alle 8 afsnit ligger på TV2 PLAY til at bingewatche. Mange af danskerne har trofast fuldt de to venner igennem årene, og den nye sæson vil jeg da helt klart også mene at man skal se, da den er ligeså pinlig og morsom som de forrige sæsoner.

Hvad handler den om?

De fleste danskere har formentlig set ‘klovn,’ og ellers er de nok bekendte med det. Denne sæson er meget det samme som de andre sæsoner; Casper og Frank lever deres liv og som altid formår de at ende i nogle pinlige og uheldige situationer. Dér har intet ændret sig. Frank er stadig sammen med Mia, som han har været lige fra seriens begyndelse, hvor Casper derimod har fået sig en ny og ung kæreste som hedder Fnug. I denne sæson er Michael Carøe og Lars Hjortshøj også med som de plejer, men jeg må indrømme at jeg savner Pivert og Iben. Udover dem som vi er vant til at se på rollelisten, så er der i denne sæson også besøg af Kurt Ravn, Ann Lind Andersen og Pilou Asbæk.

Kan jeg anbefale den?

Casper og Frank formår igen at lave en sæson med masser af sjove og underholdende episoder. Hvis man har fulgt med i klovn-universet og set de forrige sæsoner, er der ikke nogen grund til ikke også at se denne sæson. Episoderne er på samme standard som de plejer og det er ganske godt. ‘Klovn’ er en kæmpe succes i Danmark og det er ikke uden grund, da det helt klart er noget af det sjoveste danske comedy som vi har. Det er forfriskende når der er kendte ansigter med, og især Pilou Asbæk gør det rigtig godt i den sidste episode. Serien er dog desværre ikke helt det samme uden Iben Hjejle som Caspers kæreste. De prøvede i sidste sæson at få det til at fungere med Lene Nystrøm som Ibens erstatning, hvilket de nok godt selv kunne se ikke var en succes, da de valgte at skrive hende ud af serien efter den ene sæson. I denne sæson er det så skuespilleren Camilla Lehmann som har rollen som Fnug; Caspers nye kæreste. Jeg kan egentlig meget godt lide skuespilleren og karaktereren som de har skrevet til hende. Fnug er i hvert fald en af de store ændringer i serien og er helt klart også et meget bedre valg fremfor Lene i sidste sæson. Men ak ja, det er stadig ikke Iben, og det bliver det jo aldrig.

Klovn. Casper Christensen. Frank Hvam. Læs anmeldelsen på Filmpuls.
Copyright: Nordisk Film
Fotograf: Per Arnesen

Alt taget i betragtning, så er ‘Klovn’ stadig det som det altid har været. Enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Episoderne er ofte meget forudsigelige og selvom det egentlig er næsten det samme som sker i alle episoderne, så formår de at finde på måder at gøre det sjovt på og ændre omstændighederne lidt.
Frank har egentlig altid haft hjertet på det rette sted, men ender alligevel med at ligne en idiot i næsten alle episoder, hvor Casper som er en usympatisk idiot og den som tit skaber problemerne, får sneget sig udenom gang på gang. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok forblive. Det er ‘Klovns’ filosofi. Jeg synes personligt ikke at det bliver gammelt eller at man har brug for noget mere “originalt.” Det fungerer. If it ain’t broke, don’t fix it.

Kort fortalt
Den nye sæson af 'Klovn' er ligeså humoristisk og god som de andre sæsoner. Frank og Casper ændrer sig aldrig og det vil vi bestemt heller ikke have. En gang imellem er det rart at se noget bare for underholdningen og latterens skyld, og der rammer serien plet med sin uforpligtende og morsomme tone.
Samlet bedømmelse
Din bedømmelse0 stemmer
4