D. 27 juli blev den længe ventede sjette sæson af ‘Orange Is The New Black’ tilgængelig på Netflix. Måske har du allerede binget dig igennem samtlige afsnit og sukker efter mere? Det kan også være, at du i stedet har investeret i det fantastiske sommervejr langt væk fra streamingtjenester og skærme. Uanset dine prioriteringer, skal du ikke snydes for en anmeldelse af én af Netflix´ mest populære serier – og hey, der er spoilers fra tidligere sæsoner i farvandet, så stop læsningen, hvis du er ny i OITNB-universet.
Koncept
Femte sæsons omdrejningspunkt var det store oprør blandt Litchfields indsatte, der brød ud som følge af Poussey Washingtons død (en død, jeg stadig begræder den dag i dag) og, i det større billede, den uretfærdige behandling, som vagterne udsatte fangerne for. I sidste afsnit af sæson 5 blev fængslet stormet og de indsatte ført væk i busser.
Sæson seks inviterer os ind bag Litchfields højsikrede fængselsmurer. Efter oprøret deles de indsatte op i to grupper: den ene gruppe sendes til et fængsel i Ohio, og så ser vi ikke mere til dem. Den anden gruppe placeres i det højsikrede fængsel, som er blevet omtalt i tidligere sæsoner. Vi ved, at det er her, de hårdere kriminelle har deres gang, og det er bestemt ikke et sted, man ønsker at havne. Det højsikrede er delt op i blokke, og C og D-blok har med hver sin søster i spidsen bekriget hinanden i årevis. Derudover bliver de indsatte, der befandt sig i Friedas bunker i forrige sæson, afhørt, for at finde frem til den ansvarlige for oprøret og for vagten Piscatellas død.
Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi skal sige farvel til halvdelen af seriens karakterer, for man er efterhånden meget investeret i dem og deres skæbner. Til gengæld kan forandringen meget vel give serien et friskt pust og nye interessante karakterer. Jeg kan rigtig godt lide konceptet med, at vores karakterer bliver smidt i det højsikrede, hvor de hardcore kriminelle holder til. Her er der i hvert fald virkelig gode muligheder for at skabe noget drama og spænding hele sæsonen igennem.
Udførelse
Det, jeg altid har elsket OITNB mest for, er brugen af flashbacks og den meget nuancerede, ikke sort-hvide portrættering af karakterer. Serien er i høj grad karakterdrevet, og det er dét, der har holdt mig fast, når plottet har haltet i nogle sæsoner. I sjette sæson er det skønt at introduceres for nye karakterer og se de velkendte karakterer i nye konstellationer. Men desværre synes jeg virkelig, at brugen af flashbacks er slapt i forhold til tidligere sæsoner. De nye karakterer, der fokuseres allermest på, siger mig ikke specielt meget i forvejen, og deres flashbacks hjælper på ingen måde med at nuancere dem som personer eller fange min interesse. Jeg hader Basidon lige så meget efter hendes flashback (vær beredt: den mest irriterende karakter, der nogensinde har trådt fod i Litchfield), og Daddy’s historie er super kedelig og intetsigende – hun er ellers sådan en sød badboy-type, jeg nok godt kunne få sympati med. Og så er hun sæsonens ultimative eye-candy. Til gengæld vokser min kærlighed til de velkendte karakterer mere og mere: Taystee, Crazy Eyes, Nicky, Caputo, Blanca og – hold nu fast – endda Piper. Hun er pludselig blevet udholdelig, hvilket måske skyldes, at hun ofte sættes over for det rædsomme menneske, Badison. For dét får Piper min fuldeste sympati.
Det står klart, at OITNB med sjette sæson tager en mere alvorlig drejning: der er (fortsat) stort fokus på systemets uretmæssige og umenneskelige behandling af indsatte. Her særligt behandlingen af sorte, der pålægges ansvaret for forbrydelser, de ikke har gjort. Jeg kan godt savne den særlige charme, humor og ikke helt så seriøse tone, man fandt i de tidligere sæsoner – selvom nyeste sæson bestemt også byder på humoristiske øjeblikke. Men alligevel synes jeg, at det er super fedt, hvordan OITNB tager disse vigtige og seriøse emner op.
Kontinuitet
De første 2-3 afsnit kan godt virke lidt forvirrende, fordi vores karakterer er blevet placeret i helt nye omgivelser med nye karakterer, som man skal vende sig til. Det tog mig lidt tid at få styr på, hvem der hører til på hvilke blokke, og dermed hvem der er venner og fjender. Det tager derfor nogle afsnit, før man er helt inde i det hele, men derfra kører det ellers i et godt tempo. Forrige sæson har fået meget kritik for netop kontinuiteten, da den strækker sig over kun et par dage, hvilket ikke gør noget specielt godt for den narrative fremdrift. Dette er der heldigvis rodet bod på i sjette sæson.
Hvad angår kontinuiteten er mit største problem egentlig – udover de første par forvirrende afsnit – slutningen, som jeg ikke helt synes er forløst på tilfredsstillende vis. Sæsonens koncept er som sagt, at vi befinder os i det højsikrede med de hårde kriminelle. Dette giver virkelig mulighed og potentiale for spænding, og der bygges op til et dramatisk opgør løbende i afsnittene. Men efter min mening forspildes chancen for virkelig at chokere og skabe fantastisk drama med et for brat og forhastet klimaks uden ordentlig forløsning. Det skal dog siges, at seriens slutning alligevel fik mig til både at juble og hulke på én og samme tid, og det er alligevel lidt af en bedrift. Faktisk er det nok dét, jeg elsker ‘Orange Is The New Black’ allermest for – blandingen af det livsbekræftende, hjerteskærende, humoristiske og alvorlige.
Copyright: Netflix