’The Janes’ kunne ikke være kommet ud på et mere aktuelt tidspunkt; Roe v. Wade er lige nu i fare for at blive væltet i USA og med den retten til sikker og lovlig abort.
Hvad handler den om?
Dokumentaren handler om tiden før Roe v. Wade i USA (retssagen der lovliggjorde aborter), hvor en gruppe unge, heroiske kvinder sammen dannede et undergrundsnetværk. Under synonymet ”Jane” sikrede de, de kvinder som ellers ikke havde muligheden, et sikkert og omsorgsfuldt sted til at modtage illegale aborter.
‘The Janes’ kan streames på HBO Max.
Vil jeg anbefale den?
Med udgangspunkt i førstehånds interviews fra kvinderne der udgjorde Jane-netværket, lader dokumentaren dem fortælle om deres arbejde, og hvad der fik dem hver især til at indse, at dette var en sag de ville kæmpe for; at det var noget de blev nødt til at gøre noget ved nu og her. For mange af kvinderne, er det første gang de fortæller deres historie til offentligheden.
Indblikket vi får i dokumentaren, kommer dog ikke kun fra kvinderne. Her hører vi mest nævneværdigt også fra ‘Mike’, en abort-doktor som viste sig ikke at være det alligevel, men hvis hjælp var uvurdelig, samt en drabsbetjent fra Chicago police department som var med til at tage Jane-netværket ned. Der gives altså en utrolig fyldestgørende fortælling af Jane-netværket fra flere perspektiver. Dette er med til at gøre en allerede stærk fortælling endnu stærkere.
Musikken og klipningen i dokumentaren, understøtter deres fortælling ved at holde en sober og alvorlig tone. Her er hverken plads eller brug for at overdrive eller overdramatisere. I stedet er filmens fokus på én ting og kun den ene: at få disse kvinders historier ud i verden. Både for at give dem den respekt de så absolut fortjener, men også for at minde om (for det er der desværre stadig brug for i 2022) hvor vigtig en menneskeret og del af kvinders frigørelse retten til abort er.
Ved blot at lade kvindernes egen fortælling styre dokumentarens tempo, kommer fortællingen for alvor ind under huden. Kvindernes arbejde, ildhu og uselviskhed taler for sig selv, og den fortælling kan man ikke andet end at respektere og lade sig imponere over.