Da Werewolf by night’ solo-debutterede i 1974 sparkede den nyt liv i Marvel universet med sit horror-element. Nu i 2022 kommer hovedkarakteren Jack Russell tilbage i en ægte Halloween special, og med ham det samme nye indspark – denne gang til Marvels filmunivers.
Så er du til Halloween kombineret med Marvel?
Hvad handler den om?
Da lederen af en gruppe hemmelige monsterjægere dør, mødes gruppen en mørk og stormfuld aften ved blodstenstemplet. Her kommer de ansigt-til-ansigt med døden i et farligt og blodigt ritual; Jægerne bliver de jagtede.
Vil jeg anbefale den?
Der er ingen tvivl om, at filmen er inspireret af 1930’erne og 1940’ernes gyserfilm. Fra filmens sort/hvide æstetik kun brudt op af blodstenens røde farve, til de stimulerede sorte og hvide pletter fra støv på en ikkeeksisterende filmrulle og de hylende violiner i dets score.
Brugen af skygger og praktiske effekter når monstrene endelig kommer til syne, giver en tyngde og ægthed som tager en tilbage til de klassiske creature features.
Desværre lykkedes det ikke helt at ramme i mål. Hjerte og sjæl er lagt i seriens visualitet og lydside, men desværre glemt en smule i klipning og pacing. Man ville ønske de her konsekvent havde været langsommere for at opnå den rette creature feature stemning. Ærgeligt, for i scenerne hvor det lykkedes viser ‘Werewolf by night’ sig klart fra sin bedste side. Tv-specialen løber simpelthen i sin hast til tider fra stemningen.
Et andet af filmens højdepunkter er Harriet Sansom Harris (kendt for sin ikoniske rolle i ’Desperate Housewifes’) i rollen som Verusa. Hun leverer her en seriøs men alligevel manisk og over-the-top præsentation som man hurtigt glæder sig til, plottet vender tilbage til.
Foruden hende, leveres der nogle udmærkede præstationer fra resten af castet. Dog er det lidt uheldigt, at Gael García Bernal i hovedrollen som Jack Russell, levere den klart svageste præstation i castet. Om det er hans casting eller skuespil er svært at sige. Selv har jeg et vist bias, da jeg desværre kun husker ham fra hans rolle i M. Night Shyamalans makværk ‘Old’.
Klart det bedste aspekt af ‘Werewolf by night’ er dog uden tvivl, at den faktisk tager sig selv seriøst. Et problem der har været i tidligere Marvel film. Alt skal indpakkes i et tykt lag af selvironi, i en grad så det har fjernet alt spænding og indlevelsesmulighed. Det primære eksempel er: ‘Thor: Love and Thunder’ hvor alle scenerne drypper af selvironi, og derfor føles tomme og ligegyldige.
I ‘Werewolf by night’ er der stadig humoristiske scener, men humoren bliver aldrig fundet i selve konceptet, som i stedet behandles med seriøsitet.
Ligesom tv-specialen går efter at skubbe Marvel filmuniverset i en nyere og mere uhyggelig retning (Hvem er ikke HYPED for ’Marvel Zombies’!), håber jeg derfor også den er starten på en mindre ironisk og glimt-i-øjet retning for Marvel universet.