Som HBO Max’ ‘The Anarchists’ udfolder sig, er det umuligt ikke at påmindes talemåden: The road to hell is paved with good intentions. Dog tilføjer tv -seriedokumentaren også naivitet, privilegie blindhed, heltekomplekser, traumer, ego og gudekomplekser.
Hvad handler den om?
I 2015 beslutter tidligere entreprenør – nu anarkist og provokatør – Jeff Berwick sig for at starte en anarkistisk konference i Apaculpo, Mexico. Konferencen ”Anarchapulco” bliver skabt, og med den håbet om en verden fri fra den kapitalistiske stats greb.
Men hvad der starter som et mindre projekt, udvikler sig til et samfund. Et samfund med personer hvis ideologier kolliderer i mødet med menneskets uransagelige natur. Indbyrdes stridigheder udfolder sig, til der i sidste ende går liv tabt.
Vil jeg anbefale den?
I seriens første afsnit, udpeger en af de mest prominente karakterer, at problemet med den første ”Anarchapulco” konference, er dens mangel på rammer og lederskab. Som publikum indser man hurtigt, at dette er seriens vigtigste varsel om, hvad der senere vil ske i dokumentaren, og de 6 år den strækker sig over.
Den fuldstændig vanvittige historie har derfor en overflod af materiale, som skal komprimeres ned i 6 afnit af ca. 1 times varighed. Dette gør den med nærmest perfekt maner. Historien skæres ned til at centrere sig om dens vigtigste aktører. Dermed får vi historien om to par uenige om hvorledes anarkisme skal udføres. En mand med et gudekompleks der kører sit eget privilegerede ræs. Samt Paul der i sin ”Battle Bus” kommer kørende som et vitterligt biluheld man venter på skal ske.
Ved at strømline historien, kondenseres karaktererne og årene ned på kraftig vis. Dog skabes her tvivl om helheden af billedet man får af begivenhederne i Acapulco. Samtidig ville det være svært at sige, hvordan dokumentaren bedre kunne have håndteret de begrænsninger tv-serieformatet giver den.
Når det kommer til emnet om anarkisme, kan det være let blot at udpege den hykleri der kan være i anarkistiske personers stadige brug af kapitalistiske produkter og værktøjer. Men ligesom dokumentaren nægter at udstille dens aktører eller overdrive twist og drejninger for at holde publikum fanget af så billige tricks, afvises også her den nemme løsning.
I stedet lader den aktørerne selv fortælle om deres tanker og oplevelser. Dette giver en utrolig brutal og trist fortælling om en gruppe mennesker præget af samfundssvigt på forskellige niveauer og grader. Hermed bliver dokumentaren en menneskelig og universel fortælling. En fortælling om at søge efter noget bedre. Samt tragedien i alligevel at ende et sted der er det samme – hvis ikke værre – end udgangspunktet.
Denne fortælleteknik kan selvfølgelig give nogle interessante spørgsmål. Både i forhold til dokumentaren etisk, såvel som (endnu engang) helheden i det billede der bliver givet; for kan man virkelig stole på de interviewede? Hvad det til gengæld levere på fornemste vis, er de personlige beretninger og unikke indblik i, hvad der tiltrækker aktørerne til den anarkistiske levevis. Uden at fordømme, men blot ved at vise.
Men nu hvor den skal jonglere så meget på én gang, er der desværre nogle bolde som indimellem bliver tabt. Særligt delen om bitcoins og dens vigtige relation til ”Anarchapulco”, bliver en smule underfortalt. Hermed hører også, at svindlers uundgåelige indtog på udkantsbevægelsen, ikke bliver udforsket i nær så stor grad som kunne være ønsket. Om end det er tilstedeværende
Alt dette stopper dog ikke dokumentartv-serien fra at være en af de mest interessante indblik fra formatet længe. Det er umuligt ikke at lade sig suge ind af historien, eller få tårer i øjnene af seriens mest brutale scener. Her bør desuden gives en lille advarsel, for serien indeholder utrolig voldsomme billeder af vold, død, samt stof -og alkoholmisbrug.