Siân Robins-Grace (producer af ‘Sex Education’) har produceret denne nye gyserkomedie miniserie. Serien er skrevet af Lucy Gaymer der præsterer en stærk manuskriptdebut.
’The Baby’ er en co-produktion mellem HBO og SKY. Produceret af Sister, som har stået bag tidligere hit, her mest nævneværdigt serien ’Chernobyl’, og Proverbial Picture.
Hvad handler den om
Natasha er 38 år. Veninderne omkring hende enten har børn, eller er i processen til at få dem. En ting som frustrerer Natasha meget.
Men da Natasha pludselig selv ender med en baby, tager hele hendes liv en gyselig og makaber drejning.
Vil jeg anbefale den
Det første billede når knapt at rulle hen over skærmen, før man bliver grebet og draget af musikken. Ligesom den tykke, blodrøde titel tager den en tilbage til 70’ernes og start 80’ernes bizarre gys. Oven i dette, bliver man som publikum smidt direkte ind i et mysterie der udfolder sig med en baby i dets centrum.
Vi møder herefter hovedrollen, Natasha, formidabelt spillet af Michelle de Swarte . Natasha er, ligesom seriens andre karakterer, skrevet med en dybde, forståelse og realisme. Hun er ikke perfekt, men hun er helt igennem menneskelig. Hvor gyset udspringer af hendes egen manglende lyst til at få børn, udvikler den sig til en gyser om moderskabet i sin helhed, og hvad rolle det spiller for ciskønnede kvinder – om de vil det eller ej. Her taler vi ikke kun om ønsket til at få børn eller ej, men også graviditeten selv, deres anatomi og fratagelsen af samme.
Alt dette akkompagneres med smukke og samtidig nærmest nedtonede billeder der dog har sine egne unikke momenter. At bryde disse billeder med den førnævnte musik, skaber en hel unik stemning. Ægtheden, absurditeten og ikke mindst gyset rammes.


At serien er skabt af et team hovedsageligt bestående af kvinder mærkes tydeligt. De emner der bliver bragt op gennem dens twistede allegori og plot, tages op med en finesse og sjælden forståelse for ikke blot ét, men et utal af synspunkter og oplevelsesrammer for, hvad moderskabet vil sige for ciskønnede kvinder.
Det samme gør sig gældende for seriens portrættering af lesbiske forhold. Forholdene er dybe, ægte og meningsfyldte, hvilket desværre ofte er noget vi mangler portrætteret i medierne.
At en så stærk fortælling om moderskabet, så oven i det hele er pakket ind i en twistet og absurd gyserkomedie gør det hele til en tour-de-forse af underholdende og gribende TV. Ikke blot binge-værdigt, men binge-nødvendigt. For jo længere man kommer i serien, jo bedre bliver det, og jo mere vil man se næste afsnit.


Der er få ting at sætte på serien som negative aspekter. Dog er der nogle få kluntede replikker, og en sjældent gang imellem, en lidt ærgelig forudsigelighed. Men er man til det bizarre plot, så er det hele så helt igennem originalt og underholdende at de negative aspekter, ærligt talt er lige meget. Serien er en erhvervet smag, men falder den i ens egen, er det umuligt ikke at lade sig blive revet med.
Når alt det er sagt, er dette desværre kun en anmeldelse af seriens 6 første afsnit ud af 8, hvorfor serien som helhed ikke kan bedømmes her. Men jeg har ikke andet tiltro til serien end, at den vil lande slutningen. En slutning, som jeg allerede nu føler ventetiden er alt for lang til – jeg vil have den med det samme, damn it!