Lucas Lynggaard Tønnesen
Copyright: Netflix. Fotograf: Per Arnesen

Eksklusivt interview med Lucas Lynggaard Tønnesen

Lucas Lynggaard Tønnesen var kun 16 år, da han fik rollen som Rasmus i den danske Netflix-serie ” The Rain”. Han tog chancen og droppede ud af gymnasiet, og i dag har han over 50 tusind følgere på Instagram og en lys fremtid som skuespiller i vente. Interessen for skuespil har dog været der længe, han har blandt andet medvirket i “Cirkus Summarum” og “Kvinden i buret”. Hvordan er det lige pludselig at gå fra at være en helt normal dreng fra Svendborg til at være verdenskendt? og hvordan oplevede han stemningen på settet? få svar på dette og meget mere i vores interview med den fantastiske Lucas.

1. Hvordan var det at få så stor en rolle i en Netflix serie? 

Jeg tror ikke helt, man tænker over, hvor stort det er, når man er midt i det. Da vi var på optagelser, føltes det mest som om, vi ‘bare’ skød en dansk TV-serie. Men det er selvfølgelig fedt at få muligheden for at uddybe en karakter. Det er jeg taknemmelig for at have fået lov til – og så endda til så stort et publikum.

2. Hvordan fik du rollen?

Jeg nåede at gå i 1.g i et halvt år. Så fik jeg en mail om, at der var casting til den første danske Netflix serie. Så var jeg til casting en syv-otte gange over en periode på tre-fire måneder. Jeg havde fået at vide af min caster, at jeg ville få nyheder i løbet af ugen. Da jeg sad i skolen, og mine kammerater og jeg vidste, at jeg snart ville få noget at vide, ringede min telefon midt i kommunikation og design-timen. Så kiggede jeg ned på min telefon, mit hjerte gik i stå, og jeg tænkte ‘Fuck!’ Det var nemlig min caster, Tanja, der ringede. Uden at sige noget spænede jeg bare ud af klassen med kammeraterne bag mig … jeg havde fået rollen! Det var så surrealistisk, og jeg troede, at jeg drømte. Det tror jeg stadig, jeg gør.

3. Hvordan var det at rende rundt i et smadret København? 

Det var for vildt at få lov til at optage nogle steder, hvor jeg har gået rundt hele mit liv. Rådhuspladsen blev helt tømt for mennesker og trashet fuldstændigt. Vi lukkede en Burger King ned i to dage, legede fandango, kastede med skrald og spiste bunkermad. Jeg blev skubbet skrigende rundt i en indkøbsvogn, mens folk tog billeder og tænkte ‘hvad fanden laver de?’ Det var helt fantastisk.

4. Serien bliver vist i mange lande, da det er en Netflix original. Hvordan føles det at vide at folk fra hele verden ser jeres TV-serie?

Det er lidt underligt at tænke på, at folk fra hele verden kan sidde hjemme i deres stuer og se vores TV-serie fra lille Danmark. Det er helt sikkert spændende, at de kan se, hvordan vi fortæller historier i Danmark … at vi også kan hamle op med nogle af de store post-apokalyptiske serier på vores helt egen måde. Det er også dejligt at få kærlighedserklæringer fra Brasilien til Japan og vide, at de elsker serien og det danske sprog.

5. “The Rain” castet består generelt af unge skuespillere. Hvordan var jeres sammenhold? 

Jeg var den yngste af et cast på syv, men jeg følte ikke, at alderen betød noget som helst, da vi allesammen var som en lille familie. Trods aldersforskel har vi lige meget energi og kan både synge og danse og fjolle rundt sammen og lære af hinanden hver dag. Som den yngste var det magisk at få chancen for at kunne spejle sig i de andre skuespillere – hvordan DE håndterer en scene, hvordan DE leverer en replik – hvilket jeg virkelig kunne reflektere til min karakter i serien. Han prøver også at finde ud af, hvem han vil være.

6. Hvor lang tid tog det at filme?

Vi filmede fra juni til slut november – men det gjorde egentlig ikke så meget, da jeg hver dag efter optagelserne glædede mig til at komme tilbage til settet.

7. Du valgte at filme ’The Rain’ i stedet for at starte på gymnasiet, har du fortrudt denne beslutning? 

Siden jeg var tolv, har jeg syntes, at skuespillet var interessant. Det var min måde at udtrykke mig på – hvis det ikke var at være en klovn en gang imellem. Så nej, jeg har bestemt ikke fortrudt. Jeg nåede et halvt år på HTX i Svendborg, og da den her casting kom i spil, kunne jeg ikke koncentrere mig i skolen overhovedet. Jeg ville det så meget, at jeg ikke kunne lave lektier eller holde fokus i timerne. Efter jeg fik rollen og efter mange samtaler med min familie, blev vi enige om, at nu er det den her vej, jeg skal gå. Det er det her, jeg vil.

8. Hvordan forberedte du dig på at skulle spille en person, som ikke har været udenfor i 6 år?

Jeg kan huske, at jeg så filmen ‘Captain Fantastic’, som omhandler en familie, der lever i sit eget samfund ude i naturen. Senere, efter deres mors død, vender de tilbage til civilisationen. Drengen i familien brugte jeg meget som inspiration til Rasmus karakteren, da han på samme måde som Rasmus ikke rigtigt ved, hvordan man socialiserer sig. Den isolerede følelse kom også helt af sig selv, da bunkeren var bygget meget realistisk. Efter en dags optagelser føltes det virkelig som om, jeg havde været indespærret og længtes efter at komme ud igen. Min medspiller Alba og jeg havde faktisk aftalt da bunkeren var i gang med at blive bygget i studiet, at vi skulle prøve at lukke os inde i studiet i et par dage. Det er vi glad for, vi ikke gjorde.

9. Hvilken Netflix serie er din yndlings?

Jeg elsker den Tyske Netflix original “Dark” og Sci-fi’en “Black Mirror”.

10. Hvad er dit næste projekt? 

Det må tiden vise. Vi krydser i hvert fald fingre for en Sæson 2 af “The Rain”

11. ’The Rain’ handler primært om overlevelse. Hvad er dit bedste ” verden-går-under” -råd?

Hazmatsuit, og en Ipod med Elvis Presley’s nummer “Can’t help falling in love”. – Så skal det nok gå.

Vil du vide mere om Lucas, så følg ham på Instagram og Facebook. “The Rain” kan streames på Netflix.