Så kom ‘Wonder Woman 1984′ endelig, og selvom det desværre ikke er på det store lærred, som filmen ellers fortjener, så må vi tage, hvad vi kan få i disse tider. Så er spørgsmålet bare, om Gal Gadot, Patty Jenkins og holdet kan leve op til de høje forventninger, der kun er blevet højere i den lange ventetid.’
Hvad handler filmen om?
Filmen foregår, som titlen beskriver, i 1984 hvor Diana Prince, Wonder Woman, bruger sin tid på at stoppe småforbrydelser og forhindre bilulykker i Washington D.C. Hun er blevet lidt af et fænomen, som endda har fanget nyhedernes opmærksomhed.
Hun lever i ensomhed, og hendes tid med Steve er nu kun minder på et bord, men savnet er lige så stort, som da hun først mistede ham. Hun arbejder nu på et museum som arkæolog, hvor hun egenlig leder efter en genstand, der giver én retten til at få et ønske opfyldt. På arbejdet møder hun Barbara, der bliver facineret med TV-manden Maxwell, der påstår, at han kan få alle hendes drømme til at gå i opfyldelse. Men Maxwell er ikke som, han fremstår.
Kan jeg anbefale den?
Jeg er normalt ikke til superheltefilm, men lige ‘Wonder Woman’ fra 2017 fangede mig, og ventetiden på den her, har føltes som meget lang. Nu kom den endelig, selvom den desværre ikke får udnyttet sit fulde potentiale, når den ses på computeren i stedet for biografens store lærred og dolby atmos lyd.
Gal Gadot er igen tilbage som Diana, og den smukke skuespillerinde bærer rollen helt fint, selvom hun ikke er helt så troværdig, når hun skal udtrykke de store følelser. Hendes mini-me er også med igen, og hun er så kær og fin. Filmen starter ud på Themyscira, hvilket var en virkelig fin start.
Nogle af de nye ansigter er også dem der imponerer mest. Kristen Wiig er skøn som Barbara, og hun spiller generelt bare virkelig godt. Der er imponerende især da rollen Barbara ikke er så dyb. De har virkelig karakeret hende, givet hende oversize trøje på og briller, og så skal hun forstille at være en nørd og mindre smuk, selvom hun er gudesmuk. De har gjort hende til en stor undskyldning, hvilket slet ikke er et nuanceret kvindebillede. Bare fordi hun skal være anderledes end model-Diana, betyder det ikke, at hun skal være helt håbløs. De bruger alt for lang tid på at etablere hvor kikset Barbara er, selvom man hurtigt fanger deres hint fra første gang hun møder Diana.
En ny karakter, der fungerer rigtig godt, er Pedro Pascals Maxwell, der er en rig oliemand, der faktisk ikke er så rig endda. Han er en TV-personlighed, der er larger-than-life og tror, at han kan smigre sig ind på alle. Pascal gør det suverænt som den charmerende, scorekarl, der desperat prøver at finde den mystiske genstand, der kan få ham ud af hans dårlige situation. Desperationen lyser ud af ham, og han er bare vidunderlig.
Det er en flot film med fine kostumer (lad os ikke grave mere ned i Dianas krigerprinsessetøj), og men okay CGI, der desværre nogle gange ser ret amatøragtigt ud.
At filmen foregår i 1984 får man da ellers lige skåret ud i pap i en scene indenfor den første 1/2 time, hvor Diana er i et shoppingcenter, og vi ellers bliver introduceret for alt 80’er-relateret. Derudover synes jeg ikke, at det er noget, der har den store betydning for filmen. Men det fungerer fint som setting, og det distraherer ikke.
Selve handlingen er fin, og man finder ud af lidt mere af Dianas baggrund. Steve dukker op igen, på en meget mærkelig måde, der ikke heeelt giver mening. De har taget lidt let på det, og bare smidt ham ind i handlingen og kommet med en mærkelig forklaring, som ingen rigtig køber, men det er Chris Pine, så what the hell. Filmens spilletid på 2 1/2 time kan dog slet ikke bære handlingen, og de kunne nemt have skåret 45 minutter af.