pulsen

Skrevet den 29 oktober, 2018 | af Line F. Svare

4

Klassikere: Dirty Dancing (1987)

Jeg elsker dans og at danse, så kærligheden til ‘Dirty Dancing’ er i høj grad skrevet i stjernerne. Men hvis du tænker “Jeg gider ikke se på Vild Med Dans i filmversion”, så er danseelementer langt fra det som behøver vinde dig over. ‘Dirty Dancing’ er et kærlighedsdrama, en rom-com, en coming-of-age, en historie om klasseskel, samfundskritik, kønsroller og endda abort. ‘Dirty Dancing’ kan meget mere end at danse, og den tør svinge med større armbevægelser.

‘Dirty Dancing’ havde premiere i 1987, og som ofte hører en klassiker til, var der ikke høje forventninger til den. Filmen kostede kun 6 mio. dollars, men endte med at indtjene 214 mio. dollars! Skuespillerne var hovedsageligt ukendte og blev valgt ud fra kriteriet at de skulle kunne danse i forvejen – noget som i høj grad har givet autensitet og nærvær til filmen (Patrick Swayze havde tidligere danset ballet).
I dag er der dog ingen tvivl om, at filmen er en ikonisk klassiker, og den har siden jeg var helt lille fortyllet mig med smukke dansetrin og svimlende kærlighedshistorier.

“Nobody puts Baby in a corner”

Baby (spillet af Jennifer Grey) kommer fra en rig og kærlig familie, hvilket betyder hun ikke har oplevet meget modstand i sit liv. Hun er ung og stadig afhængig af sine forældre og deres accept. Hun lever i 1960’ernes USA, i et miljø hvor det er mændene som har autoriteten og det sidste ord. Men det betyder ikke at hun er en svag karakter.

Baby er intelligent, samfundsbevidst, nysgerrig og eventyrlysten. Mest af alt er hun godhjertet og har en høj retfærdighedssans. Hun er en fantastisk hovedkarakter, som vi har sympati med fra første øjeblik, og hun giver plads til fortællingen ved både at være viljestærk, stå ved sig selv og kunne sige imod – samtidig med hun kan være usikker, uerfaren og åben for manipulation, hvis det kommer fra mennesker hun holder af. Det giver plads til den konflikt hun har med sin elskede far – men skaber også et spændende forhold med Johnny.

Tak for karakterdybde

Med et halvt øje ses Johnny muligvis som den dominerende i forholdet, men kigger man nærmere er det Baby som har bukserne på. Johnny er muligvis den sensuelle danser som skubber grænser og som nogle gange kommer op at slås, men mest af alt er han følsom, tilbageholden og accepterer sin dårlige situation og udnyttelse. Selvom han i en kort periode har en smule autoritet i form af sine rolle som lærer, er der ikke nogen tvivl om, at det er en autoritet som Baby aktivt vælger at acceptere, og som hun let siger imod.

‘Dirty Dancing’ tillader en mere frisk kønsopdeling, og mest af alt, karakterer som er endimensionelle og komplicerede. Når Johnny ikke ved første mulighed springer på Baby, eller prøver at charmere sig ind på hende, og når Baby, på trods af sin tydelige fascination af Johnny, skubber den stereotype usikre hengivende lillepige-rolle fra sig – så klapper jeg lidt i mine små hænder. Især fordi filmen foregår i 60’erne, og især fordi 1987 trods alt er for 31 år siden.

Der er dog ingen tvivl om, at skuespillet tager prisen for mine roser. Det er nemlig det fantastiske samspil som bærer hele filmen, på trods af at Jennifer Grey og Patrick Swayze faktisk ikke rigtig kunne lide hinanden i virkeligheden. Utrolig nok, fører det til den intense og blomstrene kærlighed og kemi mellem dem når de står foran et kamera.

“I’ve Had The Time Of My Life”

‘Dirty Dancing’ har muligvis filmhistoriens mest fantastiske soundtrack. Og det er langt fra kun det ikoniske nummer “The Time of My Life” som kan udplukkes, filmen flyder simpelthen over med mesterstykker fra 60’erne og 80’erne. “Be My Baby”, “She’s Like The Wind’, “Hungry Eyes”, jeg har soundtracket på CD, og det er nok et af dem jeg har lyttet mest til.

Hvem husker ikke den ikoniske scene til “Love Is Strange” hvor Baby og Johnny synger til hinanden og kravler hen af gulvet i dansestudiet? Utrolig nok, var den scene improvisation fra Jennifer Grey og Patrick Swayze, – scenen var blot opvarmningen til den faktiske scene. Det understreger kun både kemien og de fantastiske skuespillere. Den scene er uden tvivl en af mine yndlingsscener of all time (se den i bunden).
Min favoitsang er dog “She’s Like The Wind” som er skrevet og sunget af Patrick Swayze himself. Vidste du han også havde det talent? Fantastisk nummer, med så meget følelse og inderlighed.

Der er ikke nogen tvivl om hvor vigtig et godt soundtrack er for især en film om dans. Men ‘Dirty Dancing’ er ikke en musical, og musikken bruges faktisk kun begrænset som musik der danses til direkte i filmens univers. Den måde ‘Dirty Dancing’ bruger musikken på er enormt sofistikeret og lækkert. Filmen har bl.a. en lang række montager (mange korte klip over længere tid og flere steder), som virkelig udnytter de fantastiske musiknumre. Her lader filmen klipningen og billederne danse til musikken.



Epilog

Det som kan konkluderes på min relativt korte og simpel analyserende gennemgang er vidst, at ‘Dirty Dancing’ kan mere en én ting. Karakterne, skuespillet, musikken, dansen og emnerne er med, til at gøre netop denne film til den klassiker den uden tvivl er. Men jeg tror det der står tilbage for de fleste, når de har set ‘Dirty Dancing’ er den indre varme og glæde, som en sød og velfortalt kærlighedshistorie giver os. ‘Dirty Dancing’ er nemlig mange ting, men den er i høj grad en rigtig feel-good-film.

Filmpuls Klassikere: et tiltag på vores side, hvor vores skribenter tager fat i højtelskede klassikere, nye som gamle, der betyder noget helt særligt for dem. Vi håber, at alle Jer læsere vil være med til at se tilbage på nogle af de film, som har været med til at ændre filmmediet og måden vi oplever film på.

Du kan læse de tidligere indlæg om CasablancaThe ShiningDr. Strangelove, Festen og Grease. 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , , ,


Om skribenten

Specielt glad for fantasy universer og visuelt flotte film. Forventer at en film har et dragende plot eller karakterer som gør mig nysgerrig. Har en hel speciel og uforpligtende kærlighed til Baz Luhrmann, selv når han laver dårlige film.



4 Responses to Klassikere: Dirty Dancing (1987)

  1. Jakob Sørensen says:

    Fed artikel… godt skrevet :). Dog, så må jeg krybe til korset og indrømme at jeg aldrig har været fan af filmen, og jeg har set den 4-5 gange. Det samme gælder film som Pretty Woman 😉

  2. Anders Bjerg says:

    Så fik jeg endelig læst den!

    Super lækker artikel, rigtig god gennemgang. Jeg får helt lyst til at se den – det må betyde det virker 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑