Når en serie som handler om tro, kan røre en ateist til tårer.
‘Herrens Veje’ vises i øjeblikket på DR 1 hver søndag kl. 20. Serien handler om en præstefamilie bestående af far (præst) og mor, samt sønnen August (også præst) og sønnen Christian.
Afsnit 1 havde en hård start, hvor man som seer var lidt i tvivl om hvor serien ville stå. Var det meningen vi skulle holde med præsten Johannes og lade os imponere af den enormt akavede tale han holdt i starten, som fik alle andre karakterer i serien til at få julelys i øjnene? Som ikke religiøs, havde jeg det virkelig svært ved, at denne Johannes fremstilles som inspirerende og en man skal se op til. Jeg følte alle hans argumenter hang på troen, og han overbeviste ikke mig med sine taler. Heldigvis tager afsnit 1 hurtigt en drejning, og rigtige og interessante konflikter dukker op: Johannes har nemlig mange skeletter i skabet, og er langt fra særlig sympatisk som person. Derudover præsenteres nogle virkelig interessante konflikter i form af far-sønner forhold, og bror-bror forhold.
Seriens anden episode havde stærkt fokus på en af sønnernes (August) udsendelse i krig. Han er præst hos de danske soldater, hvor han snakker med dem og holder gudstjenester.
Dette afsnit rørte mig til tårer flere gange. Både fordi scenerne i det krigsbesatte land, har så meget autensitet og nærvær omkring sig. Jeg plejer at kunne holde til det meste, men den realitet en af scenerne blev fremstillet med, resulterede i jeg næsten fik det dårligt.
Jeg tror at næsten alle i Danmark kender en som har været i krig, og derved kan det ikke undgås at Augusts families reaktioner rør en dybt.
Der er en scene hvor den gruppe August er i bliver beskudt, og han kigger på et glas vand som bliver påvirket af rystelserne og laver små bølger. Samtidig parallelklippes der til hjemme i Danmark, hvor Augusts mor kigger på et glas vand, som begynder at lave små bølger. Det symbolske som bringes til denne scene, rørte mig dybt – det kunne hurtigt blive plat, men det gør det ikke. Moren reagerer ved, lidt desperat, at meddele rummet, og resten af familien, at hun gerne vil have de skal bede for August – lige nu! Igen, jeg er ikke religiøs overhoved, nok så langt fra som man kan blive, men jeg kunne intet mindre end sætte mig ind i hendes følelser og tanker lige dér. Og det er dét denne serie kan – ja den handler om religiøse mennesker, men de ting de tror på og den måde de bruger religionen og tro, er sat og vist så det er enormt universelt og relaterbart for alle.
Vi har kun set to afsnit, så lad os se om serien kan holde den hårdfine balance, som den gør netop nu. Jeg er dog i øjeblikket positivt begejstret over den måde serien håndterer religionen på – uden egentlig at tale for eller imod. Serien fortæller en historie om tro, som faktisk ikke handler om tro, men om mennesker. Endnu en gang viser Adam Price, at han kan fortælle familiedramaer som kan røre og engagere os alle, samtidig med de fortæller os noget om os selv og Danmark.
Et lille skår i glæden er bror nr to, Christian, som ironisk nok er den som ikke er præst eller særlig religiøs. Hans plot er enormt uinteressant og utrolig klichéfyldt. Her halter fortællingen hver gang, og dykker i kvalitet – jeg sidder og håber på vi snart skifter over til de andre karakterer. Men muligheden for at hans plot udvikler sig til noget mere spændende, er der selvfølgelig stadig.
Det er jo heller ikke til at komme udenom, de flotte skuespilpræsentationer – hvor Lars Mikkelsen jo som altid er en af Danmarks dygtigste skuespillere. Jeg synes især Morten Hee Andersen gør det formidabelt som August, en karakter som jeg finder ret interessant. Og det er jo ikke skuespillernes skyld, at vi i Danmark er så satans dårlige til at eftersynkronisere dialog.