Vi har set Will Ferrell i mange forskellige udgaver: arrogant nyhedsoplæser, afdanket skøjteløber, og nu som islandsk Eurovision deltager. Filmen kan ses på Netflix.
Hvad handler den om?
Denne gang spiller Will Ferrell den excentriske, mindre talentfulde, musiker Lars Erickssong, der sammen med sin barndomsveninde Sigrit (Rachel McAdams), har bandet Firesaga. Der bliver øvet i faderens kælder og spillet på den lokale bar. Men hændelser der er mere eller mindre tilfældige fører de to til det stort opsatte Eurovision Song Contest som Islands indslag.
Filmen har Will Ferrell selv skrevet og er udsprunget af hans store kærlighed til konkurrencen. Filmen minder, i dens opbygning, om andre af hans film såsom ‘Anchorman’ og ‘Blades of Glory’.
Vil jeg anbefale den?
For at være ganske ærlig så havde jeg forventet at filmen ville blive noget rod. Jeg troede at her kom amerikanerne og ville møve sig ind og gøre nar med europæerne og vores gamle sangkonkurrence.
Filmen essens er da også at være sjov og fjollet og for meget. For at se Will Ferrell i tætsiddende sølvdragt, flyvende rundt oppe over scenen i et gigantisk hamsterhjul, er så absurd at se på, at man lige skal gnide sig i øjnene og tænke over, hvad det egentlig er der sker?
Det farverige persongalleri er tydeligt karikerede og meningen skal være en overdrivelse. Eksempelvis Lars’s far Erick (Pierce Brosnan) er en maskulin rå fisker, der overhovedet ikke mener at hans søn skal være popmusiker. Lars’s bandmedlem Sigrit (Rachel McAdams) er finurlig skolelærer der tror på alfer. McAdams spiller den rolle utrolig godt, med en dejlig sødmefuld uskyldighed, der matcher godt med indtrykket jeg har af Island. Under showet møder vi den russiske homoerotiske sanger Alexander Lemkov (Dan Stevens), og den oversexede sangerinde fra Grækenland. Men sagen er bare den, at både på Island og specielt til Eurovision, finder man ofte mennesker der er sådan i virkeligheden. Og det er altså svært at overdrive noget der i forvejen er overdrevet. Og derfor falder vitserne lidt til jorden og lander ikke rigtig. Når alting ramler på scenen, er publikummet utrolig kynisk og utilgivende, hvilket er stik imod eurovision ånden, at der er plads til alle. Det bryder jeg mig endnu mindre om. Men jeg er også inkarneret fan af showet så jeg er måske en smule farvet.
Men så til sidst, der vender hele bøtten. Her formår filmen at skabe ægte Eurovision magi. I det øjeblik Lars er allerhårdest mod sig selv, får han sig kæmpet tilbage, og skaber filmens absolutte højdepunkt sammen med Sigrit. Og det redder hele filmen fra total katastrofe, til en hjertevarm hyldest til det der er allervigtigst i Eurovision, at repræsentere sit hjemland med kærlighed.
Ren filmteknisk er dette ikke en god film. Den er ligesom selve Eurovision for lang, for klichefyldt, for underlig. Men den ender med faktisk med at være en skøn film på samme grundlag som gør at vi elsker Eurovision.