Det bliver hurtigt kompliceret at være teenager i serien ‘I Am Not Okay With This’ fra Netflix. Serien byder på venskaber, sexualitet og superkræfter, smækket sammen med en god portion sort humor.
Hvad handler den om?
Sydney Novak er definitionen af en vred teenager. Hun skændes med sin mor, der ikke forstår hende, hun er udadreagerende, hendes eneste bedsteveninde er lige blevet kærester med skolens største sportsidiot, og hendes far hængte sig i kælderen sidste forår. Så no wonder at hun er vred. Men når hun også skal håndtere sin begyndende sexualitet og hendes nye superkræfter, så bliver det lige pludseligt meget svært at komme igennem highschool nogenlunde ubemærket.
Serien er skabt af producenter af ‘Stranger Things’ og instruktøren af ‘The End of The F***king World’, Jonathan Entwistle. Han har også denne gang fået inspiration fra et af Charles Foreman’s ungdomstegneserier. Både ‘The End of the F***ing World’ og ‘I Am Not Okay With This’ er originalt grafiske romaner, eller tegneserier, skabt af ham.
Vil jeg anbefale den?
Jeg skal være ærlig og sige at, amerikanske teenage-“coming-of-age”-stories, altså ikke lige er min ting. Det var egentlig superkræfterne og den ‘Carrie’-lignende åbningsscene, der tiltrak mig. Men jeg endte faktisk med at blive for det absolut velspillede drama imellem de forskellige karaktere i serien. Sydney (Sophia Lillis) og hendes bedste veninde Dina (Sofia Bryant) og Sydneys lidt underlige, men charmerende, nabo Stan (Wyatt Oleff), har alle tre en virkelig god kemi med hinanden. Specielt Lillis og Oleff, er præget af at de har spillet sammen før i gyserfilmen ‘It’. Man kan på en måde mærke at de kender hinanden.
Seriens omdrejningspunkt er Sydney’s vredesudbrud og konsekvenserne af dem. Om det så er fordi hun kommer op og toppes med hendes nærmeste, eller fordi vreden trigger hendes superkræfter, så afbalanceres det rigtig godt imellem hinanden. Både seriens, og hovedpersonens “who-gives-a-shit”-attitude, løsner op og vi drages ind i Sydneys liv på en sort humoristisk måde. Blandt andet gennem hendes negative og teenage trætte voiceovers. Visuelt og på lydsiden er serien meget inspireret af klassiske 80’er highschool-film som ‘Carrie’, og ‘The Breakfast Club’. Seriens pastel klare farver gør emnerne ikke helt så seriøse og musikken er dejligt umoderne. Det eneste der holder os i nutiden er et usb-stik, med videoovervågelser.
Ligesom Jonathan Entwistles tidligere arbejde, er denne serie kort og præcis. Der er i alt 7 afsnit på hver omkring 20 minutter. Det er jeg altså ret vild med. Jeg synes nemlig at serier har en tendens til at trække i langdrag med for mange karakterer, side-stories og ubesvarede spørgsmål. Og ja, de ubesvarede spørgsmål kommer vi da heller ikke udenom, og jeg håber, af den grund, der kommer endnu en sæson.
Generelt er ‘I Am Not Okay With This’ virkelig vellykket og endnu et godt samarbejde mellem Netflix og Jonathan Entwistle.