Hvad der præcis går igennem hovedet på et voldtægtsoffer ved man kun hvis man har været i situationen, men vi kan alle hurtigt blive enige om at det ikke er rare tanker. Men når politiet, sine nærmeste og hele omgangskredsen ikke tror på historien, bliver det hurtigt meget, meget værre. Netflix dykker ned i det tunge, og vigtige emne i denne krimi-miniserie.
Hvad handler den om?
Den unge kvinde Marie bliver beskyldt for at lyve om at være blevet brutalt voldtaget. Politimændene i hendes hjemby tror ikke på hende og det gør hendes nærmeste heller ikke. Men flere stater væk arbejder to politikvinder med lignende sager, og begynder lige så stille at forbinde sporene.
“Unbelievable” er baseret på uhyggelige sande begivenheder, der blev beskrevet den Pulitzer-vindende artikel “An Unbelievable Story of Rape” fra 2015. Både artiklen og serien sætter fokus hvordan politiet i USA behandler voldtægtsofrer, og er virkelig tankevækkende.
Vil jeg anbefale den?
Ja det vil jeg helt klart. På to punkter. For det første, og vigtigste, er dette en historie om en uretfærdig behandling af et voldtægtsoffer. Det er en ting der SKAL stoppes. Og det gør man bl.a. ved at sætte fokus på problemet gennem en serie som denne, der behandler emnet med respekt for alle implicerede. Ikke kun for ofrene, men også for de efterforskere der har handlet forkert. Det kan jeg rigtig godt lide.
Det andet punkt er, at dette også er et vældig effektivt stykke klassisk krimi historie der har en grundhistorie som så mange andre. Altså de to politimakkere der bliver tvunget sammen af sagen. Der opstår lidt gnidninger mellem dem, men som sagen udvikler sig, bliver de knyttet tættere sammen. Altså en ren “Buddy-Cop” fortælling. Og det fungerer jo. Skuespillet og manuskriptet fungere også rigtig godt. Specielt skuespillet er meget stærkt i denne serie. Toni Colette, Merit Wever og Kaitlyn Dever gør det alle tre suverænt godt i deres forskellige hovedroller. Kaitlyn Dever i rollen som Marie er virkelig dygtig til at vække følelser hos seeren.
Photo by Beth Dubber
Første afsnit i serien er dog lidt atypisk for en krimiserie. Afsnittet er langsomt i dens flow, mens vi sidder og stirre ud i luftens sammen med Marie. Vi følger hende lige fra politiet træder ind i hendes lejlighed lige efter voldtægten, og hendes mange genfortællinger hun bliver tvunget til at give igen og igen. Hver gang med flashbacks med ubehagelige billeder af agten, som vi seer bliver vi advaret imod i starten. Vi bliver tvunget til at opleve scenariet igen og igen sammen med Marie. Alt hvad der har med krimifortællingen at gøre, bliver vi først introduceret til senere. At åbne en serie sådan, er et ‘risky move’ der kunne have kostet seere, men jeg synes det er med til at gøre serien stærkere.
Andet afsnit fokuserer på forskellen mellem Maries måde at blive behandlet på, og så hvordan politikvinden Karen (Merit Wever) i en anden stat, bære sig ad med en lignende sag. Og der er stor forskel! Det fede ved dette er at det virker ekstremt ægte. Dialogen mellem offeret og Karen, omsorgen, skuespillet, samtidig med at afsnittet sætter krimien i gang. I det hele taget virker serien virkelig ægte.
Der er dog lidt unødvendige sidehistorier som trækker lidt i langdrag, og de kunne sagtens have sparet et afsnits-tid væk. Det sidste afsnit bliver også lidt for sødt til min smag. Det er en skam for det trækker altså lidt ned i den sidste ende.
Dette er en krimifortælling med noget på hjerte. Blandet sammen med en god omgang ‘woman-power’ udgør den altså et rigtig godt stykke arbejde fra Netflix.