En af HBOs helt store satsninger i år er skabt af danske Susanne Bier med selveste Nicole Kidman og Hugh Grant. Har vi danskere grund til at være stolte, eller er serien forglemmelig?
Læs vores vurdering her (anmeldelsen er baseret på de første 5 episoder):
Hvad handler den om?
Grace Fraser (Nicole Kidman) lever et luksuriøst liv som en del af New Yorks elite. Hun bor sammen med sin mand Joanthan, der arbejder som kræftlæge og sin søn Henry. Alt er umiddelbart godt, men pludselig bliver deres verden vendt på hovedet.
Da en af Henrys klassekammeraters mor bliver myrdet efter en fundraiser på skolen, bliver Graces familie sat i spotlyset, og hele familien bliver pludselig jaget af paparazzier, og Grace ved ikke, hvad der er op og ned. Hvem kan hun stole på, og hvad skete der egentlig den aften?
Serien er baseret på bogen “You Should Have Known” af Jean Hanff Korelitz, og serien er instrueret af Susanne Bier.
Vil jeg anbefale den?
Jeg har været meget spændt på serien, da jeg er stor fan af Susanne Bier og hendes arbejde. Serien er allerede blevet hypet meget, og heldigvis lever den op til forventningerne.
Bier har skabt en skarp serie, der tager seeren med ind i elitens liv, hvor et glas vand bliver auktioneret på en skole fundraiser for hundredtusinde kroner, blot for at de rige forældre kan vise deres magt og penge frem. Vi har altid været fascineret af de rige og deres livsstil, og denne serie er en one-way ticket ind til alt glitteret og rampelyset, men også faren der lurer bag kulisserne.
‘The Undoing’ er først og fremmest et familiedrama. Selvom mordet fylder meget, er det først og fremmest en fortælling om en familie og deres hemmeligheder. Man følger Grace som hovedperson og er næsten begrænset til hendes synspunkt. Vi ved det, hun ved og lærer mere sammen med hende. Men Grace er ikke en engel, serien tager nemlig en drejning i midten, der får en til at tvivle alt.
Grace er en interessant hovedperson at følge, da hun ikke er bange for at stå op for sig selv. Hun er sej og succesfuld, men uden at være utålelig at følge i længere tid. Hendes mand Jonathan er en skøn karakter, da han er balancerer line mellem at være charmør og en faker. Han virker hele tiden en aaanelse for teatralsk, men alligevel ikke nok til, at man rigtig kan læse ham. Lyver han? lyver han ikke? dette spørgsmål stiller man sig selv mange gange.
Grunden til, at karaktererne fungerer så godt, er på grund af Nicole Kidman og Hugh Grants skuespil. Det er genialt at give Hollywoods former playboy Hugh Grant rollen som den yderst charmerende kræftlæge Jonathan, som kan charmere bukserne af en hver. Han er virkelig god og mestrer balancen mellem at virke falsk og oprigtig, så man aldrig helt kan regne ham ud. Kidman er en super og solid hovedrolle, og de to fungerer godt sammen.
Derudover skal Noah Jupe, som sønnen Henry, og Matilda De Angelis fremhæves for deres skønne præstationer. Jeg havde fornøjelsen af at se et par af Matildas film til en filmfestival for et par år siden samt møde hende, og det er skønt at se, at hun er ved at slå igennem i Hollywood.
‘The Undoing’ formår at få seeren til at sidde på kanten af sit sæde i spænding. Hver episode er spændende, og man bliver hele tiden præsenteret for noget nyt, der får en til at genoverveje alt, det man ved. Musikken passer perfekt, og New York er en perfekt baggrund. Den store by, hvor man bør kunne være anonym, virker pludselig helt lille og som om, at der er øjne overalt.
Alt i alt er ‘The Undoing’ en vellykket miniserie, der formår at holde spændingen hele vejen. Skuespillet er suverænt og karaktererne spændende. Vi anmeldere har ikke set den sidste episode, så jeg er spændt på, hvordan det hele ender.