‘The Normal Heart’ ‘Philadelphia’ og en del flere har tacklet AIDS, men denne series instruktør synes, at han manglede et britisk perspektiv, og ud af dette kom ‘It’s a sin’, der nu kan ses på HBO Nordic.
Hvad handler den om?
Denne miniserie følger 18-årige Ritchie, der drømmer om at flytte til London. Han får endelig taget sig sammen og med store drømme om at blive skuespiller, er han spændt på det liv, der venter derude. London, den store by. Hvor han kan være lige den, som han er. Ritchie bliver hurtigt en del af Londons tætte gruppe af homoseksuelle, der fester og nyder tilværelsen sammen. Det hele bliver dog ændret, da der pludselig spredes rygter om en noget ved navn AIDS.
Serien følger Ritchie og hans fire venner/roomies gennem et årti fra 1981, hvor deres liv bliver ændret på grund af AIDS.
Vil jeg anbefale den?
‘It is what ended Rock Hudson’
Sådan bliver AIDS først beskrevet til nogle meget nervøse teenagedrenge, der endelig havde mulighed for at leve livet i London, og nu pludselig står overfor AIDS, som de først ikke ved hvorfor eller hvordan spredes.
Det er enormt interessant at følge Ritchie og hans venner som en form for tidslinje gennem den forfærdelig situation i 1980’erne, hvor den allerede marginaliserede gruppe, homoseksuelle, pludselig stod endnu mere for skud.
Man følger fra drengene fra AIDS bare var et rygte, som Ritchie troede var startet af politikere, der vil prøve at komme af med landets homoseksuelle til at folk i hans tætte vennegruppe pludselig bliver ramt. Med kun 5 episoder og en tidslinje på cirka et årti, bliver der sprunget cirka 2 år mellem afsnittene. Men overraskende fungerer det godt. Man føler ikke, at man er gået glip af noget, og alt nødvendigt bliver fortalt men uden, at det virker for meget.
Dog vil jeg have ønsket, at der havde været flere end 5 episoder, da serien ikke går så meget i dybden med Ritchies venner, som jeg havde ønsket. For eksempel er en af hans roomies lærer på en skole hvor, at han bliver diskrimineret. Der er situationer og dilemmaer som serien kunne have udforsket mere, hvis der havde været flere episoder.
Ritchie bliver spillet af Olly Alexander, der er kendt som forsangeren i ‘Years & Years’. Det tog mig et stykke tid at opdage, men han gør det faktisk ret godt. Han er fangende og er virkelig god til at portrættere en ung fyr, der kører derudaf med 180 km/t men som faktisk er vanvittig bange for, at hans forældre opdager noget af det, som han render og laver. Resten af holdet spiller også godt især Lydia West, der spiller veninden Jill.
Serien er ikke kun alvorlig og trist, der er mange sjove øjeblikke og gode one-liners, der gør, at man godt kan bingewatche serien uden at blive helt deprimeret. Derudover er den fyldt med gode 80’er sange.